Der er blevet fulgt intenst med i dagens tronskifte – også i udlandet.
Blandt andet har britiske Sky News dækket dagens historiske begivenhed – men en brøler sneg sig ind, mens dronning Margrethe satte underskriften, der bekræftede hendes abdikation.
På tv-billederne fra Sky News (som også kan ses i bunden af artiklen) kan man høre, at to kommentatorer snakker om, hvad der sker på klippet fra Statsrådet, hvor erklæringen bliver underskrevet.
»Så er det sket. Hun har skrevet under. Hvem er det, der sidder rundt om bordet?,« spørger den ene kommentator, hvorefter den anden byder ind:

»Tja, den afgående Dronningen underskriver dokumenterne, og hun overrækker dem til Mary, der nu er Dronning.«
Problemet er bare, at det ikke var Mary, der tog imod erklæringen.
Det gjorde derimod statsminister Mette Frederiksen (S).
Klippet af fejlen har Sky News selv delt på det sociale medie X – og flere har gjort tv-kanalen opmærksomme på brøleren.
»Hun giver ikke papirerne videre til Dronning Mary! Seriøst, Sky News,« skriver en bruger i en kommentar til klippet.
»Hold venligst op med at omtale den danske statsminister som dronning Mary. I burde vide bedre!,« skriver en anden.
En tredje kalder fejlen for 'pinlig'.
Du kan selv høre fejlen i klippet herunder:
