Den svenske kongefamilie er i dyb sorg efter nyheden om erhvervsmanden Timothy Génetays pludselige død tirsdag.

»Tim Génetay var en meget god og nær ven af kongen og dronningen,« lyder det fra det svenske hofs informationschef, Margareta Thorgren, til Svensk Dam.

Timothy Génetays og den svenske kong Carl Gustaf har kendt hinanden siden barndommen. De jævnaldrende herrer studerede på Uppsala Universitet sammen og fastholdt et nært og livslangt venskab.

Også deres familier var tæt forbundne, og de to familier har tilbragt flere ferier sammen gennem tiden.

Den svenske kronprinsesse Victoria har således også hele livet kendt Tim og ikke mindst været nære venner med hans fire børn, særligt datteren Josephine Zapata Génetay, som dronning Silvia også er gudmor til.

Dronning Silvia var ligeledes en nær veninde til Tims afdøde kone, Agneta Génetay, som han fik sine fire børn med.

Agneta gik bort efter et kræftforløb for år tilbage – og her var dronning Silvia også en stor støtte for parrets børn.

»Dronning Silvia så, hvad jeg havde brug for, og hun var der under min opvækst. Hun har haft stor indflydelse på mig,« skrev datteren Josephine i bogen 'Dronning Silvia – en jubilæumsbog'.

Kronprinsse Victoria, prins Daniel, kong Carl Gustaf og dronning Silvia til ceremoni på Parc Beaumont i oktober 2018.
Kronprinsse Victoria, prins Daniel, kong Carl Gustaf og dronning Silvia til ceremoni på Parc Beaumont i oktober 2018. Foto: REGIS DUVIGNAU
Vis mere

Det var Tim Génetays søn, Joakim Génetay, der annoncerede dødsfaldet på sine sociale medier.

Her forklarede han, at det var et stort chok for familien, da den 75-årige erhvervsmand ganske uventet og af endnu unavngivne årsager gik bort tirsdag 24. august.

»Jeg føler en ubeskrivelig tomhed nu og ved, at min og hele familiens savn efter Tim vil være uudholdeligt. Jeg ved også, at hans store vennekreds vil savne ham,« skriver Joakim.

Timothy Génetay efterlader sig konen Kerstin og sine voksne børn Joakim, Jonathan, Josephine og Jonas.