Stor opbakning til Malte Ebert efter skandaleprogram
Der var mødt en kæmpe menneskemængde op, da Malte Ebert spillede koncert i kølvandet på 'Alle elsker Rasmus.'

Der var mødt en kæmpe menneskemængde op, da Malte Ebert spillede koncert i kølvandet på 'Alle elsker Rasmus.'

Alle har efterhånden hørt om 'Alle elsker Rasmus.'
Det massivt udskældte program der har aktiveret talrige meningsdannere og har fået flere kendisser til at komme med undskyldninger.
En af de kendisser er sanger Malte Ebert, der selv deltog i det nu af publicerede program, hvor komiker Rasmus Wallbridge i flere måneder bliver ført bag lyset af knap 150 personer.
Udover det, kom Malte Ebert også i vælten, da han valgte at udgive sangen 'En ild der altid brænder,' som indgik i programmet. Sangen trak han dog siden tilbage.
Men fredag aften spillede 'Julehjertets hemmelighed'-sangeren koncert foran Magasin i København. Og her blev han altså mødt af bred opbakning fra flere i publikummet.
Det var bestemt heller ikke en lille menneskemængde, der havde samlet sig foran det danske stormagasin for at høre koncerten.
En af de mange fremmødte var Lotte Agneborn, der før koncerten i hvert fald ikke havde tænkt sig at lade Malte Eberts deltagelse i det kraftigt kritiserede TV 2-program påvirke hendes koncertoplevelse.
»Det er fuldstændigt underordnet,« sagde hun til B.T. og tilføjede:
»Det betyder ikke noget. Han er verdens sødeste fyr.«

En af de andre, der fortalte, at de var kommet for at høre Malte Ebert var Benjamin Bach, der heller ikke ville lade programmet påvirke koncerten for ham.
»Jeg har ikke set programmet, men jeg har set Malte Ebert har trukket sin sang tilbage, hvilket jeg synes er enormt flot, og han har også undskyldt. For at være ærlig, så er det ikke det der fylder mest i min hjerne – og slet ikke på sådan en aften som i aften,« lød det fra ham.
Generelt lød det fra de fleste koncertgæster, som B.T. mødte, at 'Alle elsker Rasmus' ikke havde den store betydning for, hvordan de lyttede til Malte Eberts musik.
Men en anden gæst Freja Plov sagde alligevel inden, koncerten gik i gang, at man godt kunne håbe på en undskyldning fra Malte Ebert.
»Vi snakkede faktisk lige om det, og vi håber lidt, at der kommer en undskyldning, men man regner ikke med noget. Det er jo ikke det, han er her for,« sagde Freja Plov.
I kølevandet på, at Malte Ebert trak sin sang tilbage, skrev sangeren på sin Instagram.
'Jeg kan ikke ændre på min medvirken eller på, at sangen blev en del af serien. Men jeg kan tage ansvar for, hvad jeg gør herfra. Derfor trækker jeg nu sangen tilbage'.
Til Elle Awards torsdag aften havde Malte Ebert ikke lyst til at tale med pressen, men hans forlovede Didde-Mie From fortalte i en kort bemærkning til B.T., at »han har det godt.«