Stor lettelse i det norske kongehus: 'Vil være mærket i lang tid'
Det norske kongehus kan endelig bringe godt nyt.

Det norske kongehus kan endelig bringe godt nyt.

»Det må være en kæmpe lettelse for den norske kongefamilie.«
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra B.T.s underholdningsredaktør Fie West efter det onsdag er meldt ud, at kronprinsesse Mette-Marit har fået en lungetransplantation.
Fie West hæfter sig samtidig ved, at det pludselig er gået meget stærkt, siden det for to uger siden kom frem, at hun stod på venteliste.
Hun tilføjer:
»Selvom kronprinsessen nu har fået en transplantation, er der dog ingen tvivl om, at hun og kongehuset vil være mærket af det her i meget lang tid.«
Kronprinsesse Mette-Marit blev i første omgang indlagt med den alvorlige lungesygdom lungefibrose.

I onsdagens pressemeddelelse fra det norske kongehus, lyder det, at operationen blev foretaget på Rikshospitalet i Oslo, og at der nu vil følge en længere periode med genoptræning.
»Kronprinsessen skal være indlagt i ugevis, og det vil naturligvis også præge kronprins Haakon, resten og familien og det arbejde, kongehusets medlemmer kan udføre,« lyder det videre fra Fie West.
Hun påpeger, at det tirsdag kom frem, at den norske regering vil ændre grundloven, så kronprinsparrets ældste datter, prinsesse Ingrid Alexandra, også kan være regent.
»Det giver enormt god mening set i lyset af, hvor presset kongefamilien er i den her periode,« forklarer Fie West og fortsætter:
»Der er ingen tvivl om, at vi fremover vil se både prinsesse Ingrid Alexandra og hendes bror Sverre Magnus træde mere i karakter.«
Hun tilføjer:
»Men i den første fase vil kongefamilien sandsynligvis, som alle andre familier ville gøre, samle sig om kronprinsessen og hjælpe hende godt igennem efter operationen.
Fie West slutter:
»Samtidig bliver det også spændende at se, om det her kan få betydning for Marius Høiby, der af flere omgange har bedt om at blive løsladt fra sin varetægtsfængsling grundet sin mors tilstand.«