Prins Henrik chokerede mange, da han meddelte, at han ikke ville begraves ved siden af sin hustru, Dronningen.

Men DR-journalisten Stéphanie Surrugue, der netop har lavet en ny dokumentar om prinsen, er ikke så chokeret over, at det netop var prins Henrik, der traf sådan en beslutning.

»På mange måder var det en melding, der var meget overraskende, grænsende til chokerende, for mange – og samtidig, da støvet havde lagt sig, tænkte jeg: 'Det er bare så typisk ham’,« siger Stéphanie Surrugue i forbindelse med den nye DR-dokumentar 'Dronningens mand', som hun har lavet sammen med instruktøren Ole Juncker.

Dokumentaren handler blandt andet om, hvordan prins Henrik havde svært ved at finde sin plads i den noget udefinerede rolle som 'Dronningens mand', og hvordan han grundet sin mere flamboyante baggrund som franskmand også havde svært ved at blive accepteret af danskerne.

Prins Henrik havde det svært med, at hans rolle som Dronningens mand ikke var klart defineret. Det hører man ham fortælle i en ny dokumentar.
Prins Henrik havde det svært med, at hans rolle som Dronningens mand ikke var klart defineret. Det hører man ham fortælle i en ny dokumentar. Foto: HANS PETERSEN
Vis mere

»Han har altid insisteret på at være sig selv. Problemet med de kongelige er bare, at man er ikke sig selv. Man er offentligt eje. Men hvis nogen skulle tage så vild en beslutning, og hvis nogen skulle sige, at jeg skal strøs ud over de danske farvande til dels, og til dels på Fredensborg, så ville det være ham,« siger Stéphanie Surrugue om prinsens beslutning.

Det var  i august 2017 – et halvt år før hans død – at Kongehuset meddelte i B.T., at prinsen ikke ønskede at blive begravet ved siden af Dronningen i Roskilde Domkirke, som traditionen ellers foreskriver.

I stedet valgte prinsen, at halvdelen af hans aske skulle spredes ud over havet, mens den anden halvdel skulle nedsænkes i Fredensborg Slots have.

Stéphanie Surrugue skrev i 2010 portrætbogen 'Enegænger' om prinsen. I den forbindelse fulgte hun ham i to år og lærte ham godt at kende.

Prins Henrik havde et lidt strengere syn på børneopdragelse, end mange danskere havde. Men han blødte op, da det kom til børnebørnene, fortæller Stéphanie Surrugue.
Prins Henrik havde et lidt strengere syn på børneopdragelse, end mange danskere havde. Men han blødte op, da det kom til børnebørnene, fortæller Stéphanie Surrugue. Foto: Allan Moe
Vis mere

Nogle af båndoptagelserne med prinsen fra dengang er blevet brugt i den nye dokumentar.

Stéphanie Surrugue mener, at den alternative begravelse også havde et skjult budskab fra prinsen.

Gennem sin tid som Dronningens mand følte prins Henrik ikke altid, at han blev ordentligt værdsat eller accepteret af danskerne.

Han fortalte flere gange, at han følte, at han burde have en højere titel end sine sønner, og at han mente, at det var underligt, at en kvinde, der giftede sig med en konge, blev dronning, mens en mand, der giftede sig med en dronning, blot blev prins.

Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke 20. februar 2018.
Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke 20. februar 2018. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Mit bud er, at det er hans ligestillingskamp, som han vidste, han ville få skrevet ind i historiebøgerne for eftertiden. For han vidste, at på den måde vil alle skoleklasserne, når de skal til Roskilde Domkirke, få forklaret, hvorfor Dronning Margrethe II ligger begravet alene. Jeg tror, det har været hans hilsen til eftertiden,« siger Surrugue, der dog ikke har talt med prinsen om beslutningen.

Selvom prinsen aldrig blev helt tilfreds med, at han ikke fik en mere klar rolle i det danske kongehus, er det dog Stéphanie Surrugues indtryk, at prinsen faktisk sluttede fred med det i løbet af 00erne.

»Jeg synes, at det i de senere år virkede, som om han havde en fest. Han indspillede et nummer, blev kåret til årets dansker og årets europæer og gik på Christiania,« siger hun og fortsætter:

»Han gjorde, hvad han havde lyst til, til sidst. Han hyggede sig med sin familie og havde forstået, at bedsteforældre skal ikke opdrage lige så hårdt, som forældre skal,« siger hun.

Prins Henrik sluttede delvis fred med sin rolle som Dronningens mand på sine ældre dage.
Prins Henrik sluttede delvis fred med sin rolle som Dronningens mand på sine ældre dage. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Prins Henrik blev kritiseret en del for sin strenge børneopdragelse, da kronprins Frederik og prins Joachim var små. Men som farfar virkede han glad og afslappet. Blandt andet sad han og stegte pandekager med prins Felix og prins Nikolai over kaminen på Amalienborg, fortæller Surrugue.

»Han var en meget sjov farfar. Han fyrede den af,« lyder det fra DR-journalisten.

Dokumentaren 'Dronningens mand' bliver vist på DR 3. januar.