»Det har været kæmpe stort. Det er sådan en opgave, man drømmer om.«
Ordene kommer fra tegneren Stefan Lægaard, der har givet digital bistand til Kong Frederiks monogram, som søndag er blevet præsenteret af Kongehuset.
Helt konkret består monogrammet af to spejlvendte F’er, hvorimellem romertallet X (10) er placeret. Det hele bliver så kronet af kongekronen.
Selve monogrammet er designet og tegnet af kgl. våbenmaler Ronny Skov Andersen med hjælp fra kong Frederik, mens Stefan Lægaard skulle stå for at få det til at fungere digitalt.

Han havde svært ved at finde ord, da han første gang så det håndtegnede monogram fra Ronny Skov Andersen.
»Jeg tænker, det er et helt ufatteligt smukt monogram. Du kender det måske selv, når du sidder foran computeren, og ser noget virkeligt smukt, så siger du en lille lyd,« siger Stefan Lægaard og tilføjer:
»Jeg sagde wauw, da jeg så håndtegningen af monogrammet, jeg så skulle færdiggøre.«
Hvad er det, du synes, er så særligt ved monogrammet?
»Det er ekstremt velafbalanceret og lægger sig i rigtig fin tråd. Både med de tidligere monogrammer, der har været, og så med monogrammet Frederik havde, da han var Kronprins,« siger han.
Stefan Lægaard kan også se forskel på det monogram dronning Margrethe havde, og det nye kong Frederik har fået.
»Dronning Margrethes monogram var ekstremt smukt, da det var meget tydeligt feminint. Kong Frederiks monogram er meget tydeligt maskulint uden at være overgjort. Det er meget sublimt lavet og meget veludført,« siger han.
Ronny Skov Andersen meddeler, at han ikke har nogen kommentarer.
Følg tronskiftet live i B.T.s liveblog lige HER.
Herunder kan du høre en særlig udgave af Kongehuset bag kulissen, der gennemgår alle højdepunkterne fra det historiske tronskifte. Fra det rørende statsråd, til Kongens første tale - og naturligvis kysset!

