
Når månedens EM-slutrunde i herrehåndbold torsdag aften skydes i gang i Oslo, bliver det med royal opbakning på lægterne.
Det norske kongehus har opdateret deres kalender, og her fremgår det, at 88-årige kong Harald vil overvære åbningskampen mellem Norge og Ukraine i Unity Arena.
EM-slutrunden afholdes i et samarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige.
Hvor Danmark er blandt favoritterne til at vinde turneringen, rangerer Norge lidt lavere hos bookmakerne, og spørger man B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge, er det da også fornuftigt, at kong Harald ser landsholdets åbningskamp:
»Man kan jo sige, at hvis han skal nå at se Norge i aktion ved EM, så skal det være i gruppespillet,« lyder hans kommentar.
De danske håndboldherrer skal første gang i aktion fredag aften, hvor de på hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning, åbner EM-turneringen mod Nordmakedonien.
Det danske kongehus har flere gange overværet håndboldlandsholdet, men indtil videre står der intet i den danske kongelige kalender, om hvorvidt kong Frederik og co. har tænkt sig at møde op.

