Hvad modtager Kongen egentlig i fødselsdagsgave fra Kinas præsident? Og hvor meget sprut har det danske regentpar modtaget hele sidste år?

Det afslører Kongehuset nu, efter de har offentliggjort kongeparrets gaveliste fra sidste år. 

Og som tillykke med de 57 år modtog kong Frederik en flaske kinesisk sprut af Kinas præsident sammen med et maleri. 

Af Georgiens ambassadør modtog Kongen yderligere i fødselsdagsgave en georgisk brandy.

Og noget tyder på, at den danske konge ikke kommer til at gå tørstig i seng – eller mangle sprut til festen. For sidste år fik han hele syv flasker sprut i gave.

Af den franske hovedstad, Paris', borgmester fik kong Frederik foræret en kuglepen, en hættetrøje, et armbånd samt en fransk hat og en bog. Det fik Kongen tildelt i forbindelse med sit statsbesøg i Frankrig.

Traditionen tro rejser Frederik og Mary rundt i det danske landskab i anledningen af kongeparrets sommertogter – også det gav parret en række finurlige gaver med hjem til Amalienborg. 

Af en lokal virksomhed i Sæby fik kongeparret en glaskugle og glasblomster i forlængelse af deres besøg – og af Thisted Kommune fik parret en bronzeskulptur af Thisted-pigen. Af Læsø Kommune fik de foræret et kunstværk skabt af saltkrystaller. 

Særligt opsigtsvækkende er nok Notre-Dame kirken i Paris' gave.

For her fik kongeparret en bog og medaljon foræret – hvorvidt det var Biblen vides ikke.