Dronning Margrethe kan blive de til tider grusomme smerter i ryggen kvit, hvis hun lægger sig under operationskniven igen. Det mener Thomas Kiær, der er speciallæge i ortopædkirurgi og medejer af Center for Rygkirurgi.
Dronning Margrethe er en del af en meget stor patientgruppe, der lider af den meget smertefulde slidgigt-sygdom spinalstenose. Ofte er operation den eneste mulighed for, at patienterne kan få en dagligdag uden konstante smerter i ryg og iskiassmerter ned i benene, der som følge af smerterne føles tunge som bly.
Det ved Dronningen alt om, da hun allerede i 2003 lod sig operere for sygdommen.
Men her 10 år efter operationen, har det været synligt for enhver, at sygdommen nu er vendt tilbage i den kongelige ryg med så stor styrke, at regenten har måttet aflyse statsbesøget til Chile i marts. Ifølge Thomas Kiær, der nok er den ortopædkirurg i landet, der har behandlet flest patienter med spinalstenose, kan dronning Margrethe faktisk få bugt med smerterne.
Operation er god løsning
- Generelt med den her sygdom, siger vi, at hvis man simpelthen ikke fungerer, fordi man har ondt fra man står op om morgenen, til man går i seng om aftenen og vågner om natten med smerter, der kan en operation være en rigtig god løsning. For det er faktisk den eneste behandling, der løser problemet. For effekten af at blive opereret kan stort set sammenlignes med effekten af at få en kunstig hofte eller knæ, siger Thomas Kiær.
Smertestillende medicin
Hoffet har tidligere oplyst, at dronning Margrethe er i behandling, men hvilken behandling har hoffet ikke ønsket at oplyse.Men ifølge Thomas Kiær får dronning Margrethe formentlig smertestillende medicin.
- Man giver medicin, der dæmper inflammation og irritation. Det kan ofte hjælpe. Ellers er det fysioterapi, massage og varme. Man vil altid forsøge med den medicinske behandling først for at se, om det kan afhjælpe symptomerne. For mange gange bliver det bedre i kortere og længere perioder, siger specialisten.
Thomas Kiær forklarer også, at Dronningen - som de fleste patienter med spinalstenose - formentlig har dage, der er rimelige og dage, hvor det er helt håbløst.
Derfor har rygspecialisten stor forståelse for, at Dronningen har valgt at aflyse statsbesøget og i stedet sender kronprinsparret af sted.
- Smerter er jo vanskelige at have med at gøre. Og specielt må det være svært at være repræsentativ, hvis man har ondt hele tiden.
Vi kender jo alle sammen til, at det er ikke nemt at skulle mande sig op til store anstrengelser, hvis man går rundt med smerter, siger Thomas Kiær.