Rygterne har svirret – nu taler den tidligere konge af Spanien, Juan Carlos selv ud om sin brors mystiske død.

Tilbage i 2014 abdicerede den nu 87-årige Juan Carlos efter en række skandaler om blandt andet affærer og mistanke om økonomiske uregelmæssigheder.

Siden har han levet i eksil i Abu Dhabi. 

Men nu tager fortællingen om Juan Carlos endnu en drejning. 

For i en ny selvbiografi, 'Juan Carlos I d’Espagne: Réconciliation' (Juan Carlos af Spanien: Forsoning, red.,), som Dagbladet har læst, indrømmer han præcist, hvad der skete med hans lillebror prins Alfonso, der døde den 29. marts 1956.

De to brødre, der på daværende tidspunkt var henholdsvis 18 og 14 år gammel, legede alene med en kaliber 22-pistol i familiens hjem i Portugal, da det endte helt galt. 

»Et skud blev affyret op i luften, kuglen sprang tilbage og ramte min bror lige i panden. Han døde i vores fars arme,« står der i bogen, som Dagbladet citerer fra. 

Brødrenes far, Juan de Borbón, kastede angiveligt pistolen i havet efter episoden – og der blev aldrig iværksat en undersøgelse af dødsfaldet. 

Mere end 70 år er gået – men for den tidligere konge gør det stadig ondt.

»Jeg savner ham. Jeg ville ønske, jeg havde ham ved min side og kunne tale med ham. Jeg mistede en ven, en fortrolig. Han efterlod et stort tomrum,« 

»Uden hans død ville mit liv have været mindre mørkt, mindre ulykkeligt.« 

Allerede i 2023 kom anklagerne om drab frem, da Italiens tidligere konge, Vittorio Emanuele af Savoyen, i Netflix-serien ‘Italiens sidste kronprins’ hævdede, at Juan Carlos stod bag sin brors død.

Juan Carlos kommenterede dog ikke på det – indtil nu, hvor han indrømmer den dramatiske hændelse.