Mandag aften er der middag på Amalienborg, hvor prins Charles og hertuginde Camilla er inviteret af dronning Margrethe og prins Henrik. Også skuespiller Sofie Gråbøl deltager, da Camilla er stor fan af »Forbrydelsen«.

Mandag aften har dronning Margrethe og prins Henrik fint besøg på Amalienborg, hvor prins Charles og hertuginde Camilla er til middag.

Selskabet er en del af parrets fire dage lange besøg i Danmark, der slutter tirsdag.

Med til middagen er - udover det danske regentpar - kronprinsparret, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte. Derudover vil blandt andet klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) og skuespiller Sofie Gråbøl være til stede.

Hertuginde Camilla har tidligere fortalt, at hun er begejstret for den danske serie »Forbrydelsen«, hvor Sofie Gråbøl spiller hovedrollen som Sarah Lund.

- Det er dejligt og rørende, at de ser det. Sjovt og uventet, at de er fans. Det er et ultimativt bevis på, at den rammer bredt - højt og lavt, siger Sofie Gråbøl til DR.

Tirsdag kommer hertuginde Camilla endnu tættere på den populære, danske TV-serie. Det sker når hun sammen med kronprinsesse Mary skal overvære de aktuelle filmoptagelser af den tredje sæson af »Forbrydelsen.«

Tidligere mandag har prins Charles og hertuginde Camilla besøgt Kastellet i København, været til reception for danske soldater, der er udsendt til Afghanistan, været i Helsingør, på Kronborg Slot og på et møbelværksted på Nørrebro.

Tirsdag skal de - udover at overvære optagelserne til »Forbrydelsen« - blandt andet besøge Gyldenrisparken på Amager, Avedøreværket og VIA University College i Horsens, før turen går hjemad.

Prins Charles og hertuginde Camillas besøg i Danmark har haft fokus på grøn teknologi og nye muligheder for samhandel, og er en del af optakten til det kommende diamant-jubilæum for britiske dronning Elizabeth.