Det har i en lang årrække været et tilbagevende og rødglødende debatemne. Bør Dronningen abdicere?

Sidste år viste en måling, at hver tredje danske så dronning Margrethe overlade tronen til kronprinsparret.

I år viser en ny undersøgelse for B.T., at den holdning er blevet mere udbredt. Fire ud af ti danskere mener, at Dronningen bør abdicere.

Spørger man folketingsmedlem Søren Espersen (DF), så er det dog en fjollet historie. For det er helt urealistisk, mener han.

'Det kommer ALDRIG til at ske. Som i ALDRIG! For i Danmark abdicerer monarker ikke. Det GØR de bare ikke. Og Dronningen kender danmarkshistorien som ingen anden. Så glem fjolle-historien. Leve Dronningen!' skriver han på Facebook.

Det samme mener designeren Jim Lyngvild, der senest har hyldet Dronningen med en gigantisk flamingo-buste.

Han mener heller ikke, at det er relevant at tale om, hvorvidt Dronningen bør abdicere eller ej.

'Daisy sidder til hun falder af – BASTA!', skriver han i en kommentar til Søren Espersens opslag.

Og der er meget vel noget om snakken, hvis man kigger nærmere på emnet. I Danmark har vi nemlig ikke tradition for, at monarken abdicerer. Med andre ord: 'Vores monarker bliver båret ud.'

Siden 1972 har dronning Margrethe siddet på tronen, efter hun overtog den fra sin far, Frederik IX.

Og hun har ikke planer om at give den videre.

Det har hun tidligere givet udtryk for bl.a. i et interview med den svenske avis Expressen.

Her blev hun spurgt ind til, hvorvidt noget kunne ændre på hendes holdning om at blive på tronen hele livet.

»Ikke som jeg kan forestille mig, nej, men måske hvis jeg blev aldeles håbløst syg. Min holdning er at sidde hele livet. Missionen er for livet,« svarede hun.

Grunden til at flere og flere danskere ser Dronningen abdicere, kan ifølge kongehusekspert Søren Jakobsen skyldes flere ting.

»Man ser både i erhvervslivet og i politik, at topfigurerne bliver skiftet ud med jævne mellemrum. Tiden er løbet fra livsvarige embeder. Skiftet i undersøgelsen viser nok, at en stor del af danskerne mener, at Dronningen har gjort sin pligt og med meget god ret kan trække sig tilbage og overlade tøjlerne til kronprinsparret, som har vist, at de kan gøre det,« forklarer han.