En andemor og hendes tolv ællinger fik for nylig en royal eskortage.

Kongehuset har nemlig delt en video af episoden, som har fået et hav af opmærksomhed. For her ses andefamilien, der mandag havde forvildet sig om i haven til dronning Margrethes palæ på Amalienborg og blev eskorteret tilbage i vandet af den kongelige livgarde.

»Gardere fra Den Kongelige Livgarde eskorterede dyrene fra palæet hen over slotspladsen og ledte dem til havnekajen, hvorfra de hoppede i vandet og kunne svømme sikkert videre,« skriver kongehuset på Instagram.

På videoen kan man også se, hvordan den royale andekortege fik folk til at stimle sammen og hive telefonerne frem for at filme det søde optrin.