I dag er en helt særlig dag for prins Joachim og prinsesse Marie.

Prinsen, som så døden i øjnene tidligere på året, kan i dag fejre, at han sammen med sin kone, prinsesse Marie er nået en milepæl.

24. november 2020 er nemlig parrets kobberbryllupsdag.

I anledningen har kongehuset delt et sødt bilede af parret i tæt omfavnelse. Og billedet er ikke taget af frøken-hvem-som-helst.

Det er nemlig deres egen datter, der er fotograf. Otteårige prinsesse Athena har fanget parret i deres hjemby Paris.

Sammen med billedet har kongehuset skrevet en tekst, hvor de oplyser, at prinsen og prinsessen kommer til at fejre begivenheden privat.

Efter prins Joachim tidligere på året fik en blodprop og måtte hasteopereres, har han over for DR fortalt om den skræk, sådan en oplevelse er.

»Det er jo ikke kun mig og min fysiske form, der blev ramt. Min kone, mine børn og den allernærmeste familie - vi er alle sammen blevet ramt af det,« sagde han i sit første interview efter operationen. Her uddybede han:

»Jeg blev ramt fysisk, men de var jo på første parket. Derfor er familien også en del af denne heling, og vi takker vores skaber for hver eneste dag. Simpelthen.«

Så derfor er det sikkert en glad prins, der sammen med sin kone kan fejre en helt særlig dag. Nemlig dagen, hvor de har været gift i tolv et halvt år.