Hyldesten fra danskerne til dronning Margrethe var så hjertelig, at majestæten nærmest kunne føle varmen i sin snehvide frakke, der var kantet med hvidt pelsværk.

I hvert fald var det en glædestrålende majestæt, der trådte ud af guldkareten foran Københavns Rådhus, og vinkede hjerteligt tilbage til mængden af viftende Dannebrogsflag og vinkende arme. Det satte de tusindvis af danskere i alle aldre pris på, efter de havde stået i kulden på Rådhuspladsen og ventede tålmodigt på regentparrets ankomst.

Før regentparret ankom præcis klokken 13, var repræsentanter fra blandt andet Københavns Overrepræsentation og andre prominente gæster som statsminister Helle Thorning Schmidt, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, erhvervsmanden Fritz Schur, direktør for Tivoli Lars Liebst og tidligere chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen allerede gået ind i varmen på Københavns Rådhus.

Selv om de kongelige gæster var blevet transporteret fra Amalienborg til rådhuset i lune busser, så ilede de alle væk fra kulden og ind i rådhussalens varme. Kun kronprinsparret og prins Joachim gav sig tid til at vinke til menneskehavet på Rådhuspladsen.

Indenfor havde Wonderfull Copenhagen stået for den mere folkelige del af jubilæet. Her blev Dronningen hyldet med en helt ny kantate, ”Danmarks Have”, som komponisten Anders Koppel har skrevet specielt til lejligheden. Kantaten har tekst af Niels Brunse. Kantaten blev uropført for Dronningen og gæsterne, inden regentparret gik ud på balkonen for at vinke til menneskehavet udenfor.

Det var dronning Margrethe og prins Henrik til gengæld meget lang tid om. Næsten halvanden time skulle der gå, før de tusindvis af royale danskere blev belønnet for deres tålmodighed i januarkulden.

Flere af de ventede børn spurgte da også utålmodigt; om hun ikke snart kommer. Men endelig skete det, døren til rådhusbalkonen gik op, og regentparret blev modtaget med et begejstret brøl og viftende Dannebrogsflag. Efter at have vinket tilbage i nogle minutter vendte regentparret tilbage til frokosten på rådhuset og menneskemængden spredtes.

Dagens royale hyldest var slut.