Der er ikke længe til, at prins Joachim sammen med familien forlader den franske hovedstad Paris og i stedet vil være at finde i Washington D.C.

Efter sommerferien skal prins Joachim nemlig være forsvarsindustriattaché i den amerikanske by, og dermed skal resten af familien også flytte med. 

Og den flytning satte den 14-årige grev Henrik torsdag et par ord på, da han mødte pressen efter sin konfirmation i den danske kirke i Paris.

Adspurgt, hvad han tænker om snart at skulle bo i en ny storby, var greven klar i mælet. 

»Det bliver et spændende nyt liv,« sagde han med et smil. 

Tidligere har prinsesse Marie også sat ord på flytningen over for pressen.

»Det er et spændende nyt kapitel, og vi glæder os rigtig meget til Washington,« lød det. 

Grev Henrik fortalte også, at han forstod, at hans farmor, Dronningens, heldbred ikke tillod, at hun kunne være til stede. 
Grev Henrik fortalte også, at han forstod, at hans farmor, Dronningens, heldbred ikke tillod, at hun kunne være til stede.  Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er endnu ikke meldt ud, hvor grev Henrik og komtesse Athena skal gå i skole efter sommerferien, ligesom det heller ikke vides endnu, hvad prinsesse Marie skal lave, når familien lander i Washington D.C. 

Men de kan i hvert fald med ro i maven få styr på alle detaljerne for familien, da konfirmationen for grev Henrik nu er veloverstået. 

Den unge greve blev fejret af familie og venner i Paris, da han konfirmerede sin kristne tro. 

Her deltog også kronprinsparret med deres fire børn, men begivenheden måtte undvære dronning Margrethe. 

Store dele af kongefamilien var med til konfirmationen i Frederikskirken. 
Store dele af kongefamilien var med til konfirmationen i Frederikskirken.  Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kongehuset havde tidligere meldt ud, at Dronningen ikke ville dukke op, da hun har været nødt til at skære ned på flere begivenheder efter sin rygoperation, så hun kan fokusere på genoptræningen. 

Grev Henrik fortalte ved sin konfirmation, at han var ærgerlig over Dronningens afbud, men at han sagtens forstod det.