De var blandt de smukkeste og mest rebelske unge, kongelige kvinder i 1970'erne og 1980'erne. I dag lever de begge et tilbagetrukket liv i det, lille solrige og eksorbitant velhavende fyrstedømme Monaco. Til gengæld har deres døtre taget over.

Men i 1970'erne var det den ældste og meget smukke prinsesse Caroline af Monaco, som konstant gav føde til sladderbladenes forsider for sit vilde liv på de parisiske diskoteker og natklubber. Ingen var i tvivl om, at selv om Caroline var født som prinsesse, så gav hun fanden i sin titel og gjorde præcis, hvad der passede hende.

Det har betydet tre ægteskaber, det første med den dansk/franske forretningsmand, Philippe Junot, der endte med skilsmisse efter to år, det andet og lykkelige med den italienske rigmandssøn Stefano Casiraghi, som hun fik tre børn med og så det tredje og sidste med den tyske drukkenbolt prins Ernest August af Hannover, som hun fik et barn med.

I dag lever Caroline, som nu er fyldt 58 år, et stille og tilbagetrukket liv som singlebedstemor til foreløbig tre børnebørn i Monaco.

Men hendes ældste datter, Charlotte Casiraghi, har sin mors hede blod flydende i årene. For selv om datteren ikke bærer en royal titel, er hun vokset op som en prinsesse og har dyrket overklassens yndlingssport, ridning. Ligesom sin mor, hvorfra hun har arvet sit smukke ydre, har Charlotte Casiraghi også arbejdet som model. Og for et par år siden blev hun udpeget til at være modefirmaet Guccis ansigt udadtil.

Mændene har stået i kø for at nedlægge den smukke semi-prinsesse fra Monaco, der bestemt også har taget for sig af det tilbudte. Men den mand, der havde heldet med sig til at nedlægge den fagre Monaco-pige, var den franske komiker Gad Elmaleh, der er betydeligt ældre end den nu 28-årige skønhed.

Se billederne fra Caroline og Stephanies vilde liv her:

MONACO-ROSE BALL-PEOPLE

Parret er endnu ikke gift, hvilket heller ikke er særlig kongeligt, når forholdet har båret frugt. For tre år siden fødte Charlotte tilsyneladende med Carolines velsignelse nemlig parrets søn, Raphaël Elmaleh.

I 1980erne var Caroline endelig faldet til ro i ægteskabet med Stefano Casiraghi og som mor til tre børn, der kom trip trap træsko.

Til gengæld stod hendes otte år yngre, og lige så smukke lillesøster prinsesse Stephanie, klar til at indtage sin søsters forladte scene.

Og det skulle vise sig, at Carolines synder var det rene vand ved siden af Stephanies. Efternøleren fra Monacos fyrstefamilie  gav sin aldrende fyrstefar adskillige grå hår i hovedet med sin meget ukongelige optræden som badetøjsmodel, badetøjsdesigner og sanger. Men det værste var mændene.

Hvis de havde sværmet om Caroline, myldrede de om Stephanie op gennem 1980erne. Her var hun blandt andet kæreste med Jean-Paul Belmondos søn og skuespilleren Rob Lowe og havde mindst 24 andre kendte affærer.

Se billederne fra Stephanies vilde liv her:

MONACO-ROSE BALL-PEOPLE

Indtil hun forelskede sig i sin egen bodyguard, Daniel Ducruet. Med ham fik hun to børn, der begge blev født uden for ægteskabet, fordi den gamle fyrste nægtede hende at gifte sig med bodyguarden. Først da datteren Pauline blev født i 1994, gav fyrsten sig, og parret giftede sig.

Men allerede året efter blev Daniel taget på fersk gerning, da han havde sex med en nøgenmodel. Stephanie lod sig øjeblikkelig skille. For hurtigt at falde for endnu en livvagt, den tidligere parisiske politibetjent og ski-instruktør Jean Raymond Gottlieb. Med ham fik hun sit tredje og sidste barn, Camille.

Men Stephanie var langt fra færdig med mænd. I 2001 indledte hun et forhold til den gifte elefanttræner Franco Knie. Stephanie flyttede sine tre børn ind i hans cirkusvogn og drog på cirkusturné med ham og hele cirkusset, indtil forholdet brast et år efter.

Alligevel var Stephanie langt fra færdig med at finde mænd fra cirkusmiljøet. I 2003 giftede hun sig igen med Adams Lopez Peres en portugesisk akrobat fra Cirkus Knie. Ægteskabet varede i 10 måneder.

Siden har der været stille om Stephanie. Hun har holdt lav profil med de mænd, hun har kendt. Og som 50-årig har hun især helliget sig arbejdet i Monacos Aidsfond og den internationale Cirkusfestival, der hvert år bliver afholdt i Monaco med Stephanies ivrige og aktive deltagelse.

Til gengæld er Stephanies ældste datter, den 21-årige Pauline Ducruet klar i kulissen.

Se billederne af Caroline, Stephanie, Charlotte Casiraghi og Pauline Ducruets liv her:

MONACO-ROSE BALL-PEOPLE

Også Pauline Ducruet er blevet belønnet med et smukt ydre i vuggegave. Og som sin mor, moster og kusine har den internationale modeverden haft sine øjne på udspringeren fra Monaco. Stephanies datter har nemlig fra barnsben dyrket udspring fra vippen, som hun har opnået fine resultater med i internationale konkurrencer.

I dag er det mest mode, der optager Pauline Ducruet. Hun er blevet hyret af Monacos luksus kosmetikbrand, Lancaster, som dets nye ansigt for kampagner i Asien. Og så studerer hun mode, mens hun bor i New York.

Her kan man på hendes instagramprofil se, at hun bor i en penthouselejlighed med en betagende udsigt ud over the big apple.

Og selv om Pauline er knap så rebelsk som sin mor, så går hun sine egne veje. Blandt andet demonstrerer hun på Instagram, hvor tæt et forhold hun har til sin halvkusine Jazmine Grace Grimaldi, der er datter af Paulines morbror fyrst Albert. Jazmine Grimaldi er født udenfor ægteskab og er derfor aldrig blevet offentligt anerkendt, selv om Albert har erkendt, han er faderen.

Det er også på Instagram, at man kan se, hvordan Pauline nyder jetsetlivet i den store by med dens mange natklubber. Og inden Pauline byttede Monacos varme sol ud med Manhattans skyskrabere, stod hun lige på vandski i Mauritius.

Til gengæld er hun endnu stille omkring sit kærlighedsliv. Formentlig belært af sin skadede mor og moster.

Dermed har Caroline og Stephanies døtre på hver deres facon taget over efter deres mødre.