Vi forstår dig. Vi er med dig. Og nu er det nok!

Sådan lyder budskabet til hertuginde Meghan fra en stor gruppe kvindelige politikere i Storbritannien.

De har - ligesom også hertuginden og hendes mand - fået nok af pressens dækning af Winsor-familiens nye amerikanske medlem.

I et åbent brev til hertuginden erklærer 72 kvindelige parlamentsmedlemmer fra forskellige partier deres støtte til hende i kampen mod medierne.

Meghan har nemlig - efter deres mening - været udsat for en behandling i de britiske aviser, som de kvindelige politikere kalder både 'usmagelig og vildledende.'

Samtidig giver de udtryk for, at de som offentligt kendte kvinder selv har været udsat for kønsdiskriminering i medierne.

'Selvom vi er kvinder i offentlige hverv, som er meget anderledes end Deres, forstår vi de krænkelser og den intimidering, som ofte bliver brugt til at nedværdige kvinder i offentlige hverv,' skriver de.

De mere end antyder også, at Meghan i kraft af sin afroamerikanske baggrund bliver udsat for racisme.

Hertuginde Meghan og hendes mand, prins Harry. (Arkivfoto)
Hertuginde Meghan og hendes mand, prins Harry. (Arkivfoto) Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

'Endnu mere bekymrende finder vi dog det, vi kun kan beskrive som gammeldags, koloniale undertoner i nogle af historierne. Som kvindelige parlamentsmedlemmer fra alle typer baggrunde, står vi bag dig og siger, at det ikke kan tillades og forbigå uimodsagt,' hedder det i brevet.

Det åbne brev kommer efter en turbulent tid for Harry og Meghan.

De har lige afsluttet en stor og vellykket rundrejse til flere afrikanske lande, hvor de for første gang rigtig viste deres søn frem.

Rejsen blev dog delvist overskygget af det opsigtsvækkende interview, parret gav til tv-stationen ITV.

Her ses hertuginde Meghan med sønnen Archie fra den dag, hvor han mødte den berømte ærkebiskop Desmond Tutu.
Her ses hertuginde Meghan med sønnen Archie fra den dag, hvor han mødte den berømte ærkebiskop Desmond Tutu. Foto: Toby Melville
Vis mere

Her fortalte Meghan - tydeligt berørt - hvor hårdt presses dækning i hendes første tid som kongelig havde taget på hende.

Hun indrømmede også, at hun var blevet advaret mod at gifte sig ind i den britiske kongefamilie af venner, som frygtede, at det ville ødelægge hendes liv.

Det var også under rundrejsen på det afrikanske kontinent, at Harry og Meghan meget overraskende valgte at lægge sag an mod avisen The Mail on Sunday, fordi de havde offentliggjort et privat brev, som hun havde sendt til sin far.

Som konsekvens af den seneste tids virak har Sussex-parret valgt at trække stikket de kommende uger.