I næste uge bliver kong Charles officielt kronet som Storbritanniens konge.
Men det er langtfra alle, der ser frem til at få en ny regent.
Det blev tydeligt, at kong Charles sammen med sin hustru, dronning Camilla, onsdag var på besøg i Liverpool.
Her havde antiroyalister taget opstilling ude foran byens hovedbibliotek. De fremviste store gule skilte og sang 'ikke vores konge' i retning af den kommende konge.
Kong Charles kunne dog glæde sig over, at der var nogen, som tog den verbale kamp op imod antiroyalisterne.
For på den modsatte side stod en flok skolebørn, som sang tilbage.
»Han er vores konge,« lød det taktfast, mens de flagede med Union Jack.
Årsagen til det royale besøg var blandt andet at markere Liverpool hovedbiblioteks samarbejde med Ukraines første offentlige bibliotek i Odessa.
Ud over dette mødtes det royale par med flere af de ansvarlige parter for en to uger lang festival, der skal finde sted samtidig med Eurovision.
Musikkonkurrencen bliver i år afholdt i Liverpool, da det ikke er muligt for sidste års ukrainske vindere at være værter på grund af Ruslands invasion.
Kong Charles kroning finder sted 6. maj.