Tirsdag morgen skal Kongeparret ud på en helt særlig tur gennem Københavns gader.

Det sker, når kong Frederik og dronning Mary bliver fragtet i Kongehusets fineste karet, guldkareten, gennem Københavns gader fra Amalienborg til Christiansborg Slot.

Sådan så det ud den 7. januar sidste år, da Kongeparret var på tur i guldkareten.
Sådan så det ud den 7. januar sidste år, da Kongeparret var på tur i guldkareten. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Her skal Kongeparret nemlig være værter ved årets sidste nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, det offentlige Danmark, udvalgte grupper med adels- og ærestitler mv. og indbudte repræsentanter for organisationer, foreninger og fonde samt Kongeparrets protektioner.

Turen starter fra Amalienborg klokken 09.10, og Kongeparret eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskadron. 

Turen går tilbage til Amalienborg igen klokken 13.30.

Det er blevet en fast tradition, at det er netop guldkareten, der bruges til nytårskuren på Christiansborg Slot.

Kareten bruges kun den ene gang om året, og ellers står den udstillet ved Karetmuseet ved De Kongelige Stalde.

Guldkareten blev i sin tid bygget i 1840 til Christian 8. og er belagt med 24-karats bladguld, ligesom den har forgyldte kroner på taget.