Hvad er jeg overhovedet værd som menneske?

Spørgsmålet og tvivlen sendte i 2004 prins Joachim ned i, hvad han selv kalder ‘den mørkeste periode i mit liv’.

For ikke alene havde han fejlet som menneske, han havde også fejlet som glansbillede. På institutionen Kongehusets vegne. Begge dele ramte ham hårdt.

I dokumentaren ‘Den anden prins’ - som onsdag sendes på TV 2 - fortæller den i dag 48-årige prins Joachim hudløst ærligt om skilsmissen fra Alexandra i 2004.

En royal begivenhed som dengang sendte chokbølger gennem landet.

»Jeg var den første i den nære kongelige familie i mere end 100 år, som blev skilt. Det her glansbillede blev pludselig krøllet, og selvfølgelig gjorde det dét. For det var ikke noget, man havde ventet. Heller ikke noget man forventede, noget man mente, kunne gøres. Det var et brud med en norm,« siger prins Joachim i dokumentaren om at kaste Kongehuset ud i en uprøvet situation, som han ikke vidste, om det ville overleve.

Sådan så glansbilledet ud, da Joachim og Alexandra blev gift. 
Sådan så glansbilledet ud, da Joachim og Alexandra blev gift.  Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

De menneskelige refleksioner, som Joachim dermed åbent lægger for dagen, er Ifølge historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen udtryk for stort mod.

»Noget af kongehusets eksistensberettigelse i moderne tid er netop, at de skal være forbilleder, nogle som folk kan se op til, som er lidt mere gammeldags og repræsenterer glansbilledet af, hvordan det kunne fungere. Så det er forståeligt, at han stiller sig de spørgsmål, når der brydes med de traditioner, og Kongehuset dermed kommer til at ligne en stor del af befolkningen meget mere end før.«

»Men endnu mere interessant er det, at han kommer ud og siger de her private og personlige overvejelser, som han kunne holde for sig selv. Det er i sig selv et nybrud, hvor meget man har åbnet op fra de kongeliges side med hensyn til at vise sig som personen bag institutionen. At dele ud af de mere private og personlige ting. For det plejer man ikke at gøre,« lyder det fra Lars Hovbakke Sørensen.

Det var glansbilleder som dette, prins Joachim følte, at han var med til at krølle, da han i 2004 blev skilt fra Alexandra.  
Det var glansbilleder som dette, prins Joachim følte, at han var med til at krølle, da han i 2004 blev skilt fra Alexandra.   Foto: MARC SALVET /EPA
Vis mere

I det hele taget øser prins Joachim i dokumentaren ud fra sit inderste omkring den smertefulde skilsmisse og de dystre tanker, der fulgte i kølvandet på den.

»Jeg havde i den mørkeste periode dengang ganske få nære venner. Og så stykkede jeg en verden langsomt sammen med deres hjælp, med deres støtte, med deres råd. Eller bare med deres venlige tid og lyst til at høre på mig øse ud af det hele,« mindes han i dokumentaren om de år, det tog ham at komme så meget ovenpå igen, at han var klar til at møde verden - og kærligheden - igen i skikkelse af den person, som »kunne få de sidste mørke skygger af mig, så jeg igen kunne blive åben og begynde at leve«. Nemlig prinsesse Marie, som han blev gift med i 2008.