Hun har giftet sig ind i den emiratiske kongefamilie, der regerer i Abu Dhabi.

Men tilbage i juni blev hun fundet bevidstløs på gaden i London efter flere dages kokainmisbrug – og tirsdag endte hun med at måtte erkende i retten og blev dømt for et tilfælde af børnemisrøgt i sagen.

Mahrah Al Nahyan fortryder og skammer sig i dag over hændelsen, lyder det tirsdag i retten, hvor hun erkender, at hun ikke passede godt nok på et treårigt barn, da hun besvimede på gaden over udmattelsen efter flere dage med kokain. Foto: Crown Prosecution Service

Det er nu kommet frem i The Times of London, ligesom Crown Prosecution Service har delt billeder af den bevidstløse kongelige. 

Kvinden er den 32-årige Mahrah Al Nahyan, og hun er gennem ægteskab medlem af en af verdens absolut rigeste kongefamilier.

Men tilbage i juni alarmerede flere bekymrede medlemmer af offentligheden politiet, da de fandt den kongelige kvinde barfodet og ude af fatning på fortovet i det vestlige London, mens en mand lå besvimet nær hende, og hun ikke mindst havde ansvaret for en treårig pige, der nær var løbet ud på den trafikerede vej.

Politiet fandt også udstyr til at indtage narkotika nær de tre, men ingen ulovlige stoffer, lyder det.

Også en mandlig bekendt blev fundet bevidstløs sammen med det 32-årige kvindelige kongefamiliemedlem. Foto: Crown Prosecution Service

Mahrah Al Nahyan har siden hændelsen været i behandling for stofmisbrug og vil fortsætte med at være det fremover, lød det fra hendes advokat tirsdag i London’s Southwark Crown Court.

»Hun begik en alvorlig fejl den dag, og det ved hun godt,« sagde forsvarsadvokat Stephen Vullo.

Mahrah Al Nahyan blev idømt en toårig ikke-frihedsberøvende dom med krav om afvænningsforløb, foruden en bøde på lige godt 50.000 kroner for omsorgssvigtet af den treårige pige.

Kvinden modtager som medlem af den emiratiske kongefamilie et månedligt tilskud på lige godt 70.000 danske kroner, kom det ligeledes frem i retten.