Med et smil på læben og venstre arm i en slynge var kronprins Frederik torsdag på sygehuset i Aabenraa.

Pudsigt nok ikke for at blive tilset som patient. Han var i stedet på arbejde, hvor han havde fået til opgave at indvie det nye akutsygehus i byen.

Foruden at klippe et rødt bånd skulle Danmarks kommende konge også se på hospitalets smarte udstyr og aflægge en af patienterne et visit.

En patient, som han i skrivende stund har mere tilfælles med end de fleste. Derfor havde de to da også rigeligt at tale om.

»Det er pænt af dig, at vil lige må tilse dig her,« sagde Kronprinsen, da han kom ind på patientstuen, hvor Vera Axelsen Jensen fra Sønderborg lå i sengen.

Ligesom Frederik har hun for nylig været ude for en ulykke på ski. Mens Kronprinsen under skiløb i det schweiziske vinterlandskab kom til skade med sin venstre skulder, har Vera fået et knoglebrud i sin venstre fod.

»Ja, vi to er jo ikke lige just den bedste reklame for skisport,« lød det kækt fra sygesengen fra Vera Axelsen Jensen. Og Kronprinsen svarede med et grin:

»Så er det da godt, vi kan mødes her.«

Kronprinsen indvier Sønderjyllands nye Akutsygehus torsdag den 20. februar 2020 i Aabenraa. Her besøges Vera Axelsen Jensen, der er indlagt pga. af skade på ski – ligesom Kronprinsen er skadet. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Kronprinsen indvier Sønderjyllands nye Akutsygehus torsdag den 20. februar 2020 i Aabenraa. Her besøges Vera Axelsen Jensen, der er indlagt pga. af skade på ski – ligesom Kronprinsen er skadet. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Herefter fortalte kvinden, at hendes ski ikke hoppede af på rette tidspunkt. Hun kørte simpelthen ikke hurtigt nok på den blå løjpe, forklarede hun, før hun venligt viste interesse får Kronprinsens skulderskade:

»Og hvad med Dem: Hvad kørte De ind i?« lød spørgsmålet, hvortil kronprins Frederik svarede:

»Jeg kørte ind i en klippe.«

Ulykken fandt sted i sidste uge i Verbier, hvor han i øjeblikket opholder sig sammen med kronprinsesse Mary og parrets fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine.

Med en smule besvær lykkedes det Kronprinsen at klippe det røde bånd og dermed officielt åbne det nye sygehus.
Med en smule besvær lykkedes det Kronprinsen at klippe det røde bånd og dermed officielt åbne det nye sygehus. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Styrtet betød dog, at kronprinsen måtte afbryde sit ophold i Schweiz for en stund for at tage på Rigshospitalet.

Her var han under kniven i det, som kongehuset tidligere har beskrevet som en 'ukompliceret operation'.

I kongehusets pressemeddelelse om Kronprinsens ulykke lyder det desuden, at skaden er en mindre én af slagsen, og at Kronprinsen fortsat vil varetage sine officielle pligter.

Som sagt, så gjort. Torsdag var han så tilbage på sygehuset.

Sygehus Sønderjylland er ét samlet sygehus med afdelinger fordelt i Sønderborg, Tønder og Aabenraa.

Som en del af Sygehus Sønderjylland åbner et nyt akutsygehus, hvor akut syge eller tilskadekomne patienter fremover vil blive modtaget.

Og torsdag var det så en skadet kronprins Frederik, der fik en officielt modtagelse.

Allerede ved sin ankomst til indgang A til det store nye sygehusafsnit viste han overskud, da han med vanligt glimt i øjet hilste på de fremmødte journalister.

Trods sin skiskade viste Kronprinsen overskud og smil, da han blev vist rundt i Aabenraa.
Trods sin skiskade viste Kronprinsen overskud og smil, da han blev vist rundt i Aabenraa. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Med et hemmelighedsfuldt smil afværgede Kronprinsen dog spørgsmålet om, hvorvidt ulykken fandt sted på en sort piste. I stedet understregede han, at familien tog sig rigtig godt af ham og bakkede ham op.

»Kronprins Frederik, hvordan går det med Deres beskadigede skulder?« blev der desuden spurgt.

Og med tydelig reference til den slynge, der holdt hans venstre arm oppe, lød det muntre svar:

»Det er smukt til lejligheden, men det går faktisk den rigtige vej.«