Onsdag 8. januar er det tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephines fødselsdag, og i den forbindelse har kongehuset delt kære billeder af de to.
Faktisk, hvis man skal tro billedet, er det slet ikke til at benægte, at de to har stor kærlighed til hinanden.
Man kan nemlig se, hvordan prins Vincent fyldt af søskendekærlighed giver sin tvillingesøster et ordentligt smækkys på kinden.
Tvillingeparret fylder ni år, og du kan se, at prinsesse Josephine bliver helt overrasket, da hendes bror giver hende et kys.
Fotografen, som har fanget de to yngste fra den seks mand store familie, er Kronprinsessen selv.
Det er nærmest ved at være en tradition, at der bliver delt billeder af de fire børn i kronprinsparrets familie, når de fylder år. Billederne er oftest taget af Kronprinsessen selv.
Foruden de to billeder, hvor de to fødselarer krammer og kysser, der er delt på kongehusets Instagram-profil, så er der også delt flere billeder på kongehusets hjemmeside.
Her kan du blandt andet se prins Vincent på et billede med sin storebror prins Christian og sin storesøster prinsesse Isabella.
Der er desuden et billede af prinsesse Josephine, hvor hun står i rideudstyr sammen med en hest, og dermed ser det ud til, hun deler sin mors passion for at ride.
Sammen med resten af familien er prinsesse Josephine og prins Vincent dog i Schweiz i disse dage, hvor de skal gå på en international skole.
Her skal de gå sammen med deres store søskende, og det har deres forældre valgt for at give dem et internationalt ophold, hvor de kan lære mere om sprog og lære folk fra andre lande at kende.
På programmet er der dog også ski på skemaet, da byen Verbier, som de er flyttet til, er kendt for at være et godt skisportssted.

