Dronning Margrethe bliver igen og igen hyldet af danskerne for sin folkelighed. Nu har Margrethe igen taget sine undersåtter med storm i et sjovt tv-interview, hvor Dronningen pludselig giver sig til at imitere en abe. Og danskerne er helt vilde med det.

Det skriver Se og Hør.

I forbindelse med den nye udstilling 'Fra Kongehusets gemmer' på Amalienborg, hvor man kan se mange af kongehusets sjove og overraskende arvestykker, gav dronning Margrethe et interview til TV 2. Og her overraskede hun med at vise helt nye sider af sine evner som levende fortæller, da hun fortalte en sjov anekdote om sin farmor dronning Alexandrines abe Monkey, som tilsyneladende var noget af en spilopmager.

»Denne her abe, som hed Monkey, var en meget uartig lille abe, og min far (Frederik 9., red.) havde mange anekdoter om den. Blandt andet den, at den ikke kunne lide folk med gebis. Så begyndte den at gøre sådan,« siger Dronningen i interviewet, hvorefter hun giver sig i kast med at imitere den frække abe.

Blandt andet havde Monkey jagtet en stakkels rengøringsdame rundt i kælderen under Marselisborg Slot, fordi hun havde gebis, fortæller dronning Margrethe videre.

Dronningens indleven i historien, mens hun fortalte den, og især hendes imiteren af aben har fået mange danskere til at hylde hende i høje toner på TV 2's Facebook-side, hvor klippet har høstet flere tusind 'likes'.

'Dronningen fortæller så levende, hun er dygtig til at vise tingene eller dramatikken bag historierne,' skriver en begejstret bruger.

'En dejlig historie fortalt af et af de mennesker, jeg beundrer aller mest. Altid veloplagt og med hjertet på rette sted,' lyder det fra en anden.

'Vores dronning er bare for skøn. Elsker at høre hende fortælle,' skriver en tredje bruger.

Du kan se dronning Margrethe imitere aben Monkey i klippet herunder.