Dronning Margrethe er direkte involveret i godkendelsen af Herlufsholms øverste chef.

B.T. har fået aktindsigt i dokumenter mellem Herlufsholm og Undervisningsministeriet, der viser den ejendommelige og gamle tradition, der afslører helt tætte bånd mellem Kongehuset og den skandaleramte kostskole.

I den seneste udskiftning af forstanderen i 2018 var det den tidligere bestyrelsesformand Jens Winther Moberg, der skrev til Undervisningsministeriet, at han indstillede den nuværende forstander, Torben von Lowzow, som ny arvtager.

I Herlufsholms vedtægter fra 1993 står der i paragraf 2, at 'forstanderen, der fortrinsvis skal være 'gammelherlovianer', indsættes i og fritages for hvervet af Kongen'.

Hofjægermester Torben Lowzow er den nuværende bestyrelsesformand/forstander på Herlufsholm. Han er godkendt af Dronningen.
Hofjægermester Torben Lowzow er den nuværende bestyrelsesformand/forstander på Herlufsholm. Han er godkendt af Dronningen. Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

Og derfor blev Mobergs indstilling da også sendt til godkendelse hos selveste dronning Margrethe:

'Indstillingen bifaldes. Margrethe', skrev Hendes Majestæt Dronningen.

I dokumentet kan man således se dronning Margrethes underskrift.

SE DOKUMENTET NEDERST I ARTIKLEN

Det præcis samme gjorde sig gældende i 2011, da det var Jens Winther Moberg, der tog over fra Jens Greve.

»Der er ikke nogen andre skoler, der har det forhold,« sagde historiker og kongehusekspert Sebastian Olden Jørgensen for nylig til B.T.

Han bekræftede netop de tætte bånd mellem skolen og Dronningen.

Det er Dronningen, der godkender, hvem der skal være forstander på Herlufsholm Kostskole.
Det er Dronningen, der godkender, hvem der skal være forstander på Herlufsholm Kostskole. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»De har jo også i deres festsal et meget stort portræt af Dronningen hængende. Og det er jo klart, at det får man jo ikke, bare fordi man synes, det kunne være sjovt at have hængende. Man har en forbindelse, der gør, at Dronningen siger ja til, at det vil hun gerne males til, og der vil hun godt hænge. Og det betyder meget for dem,« sagde han.

I begyndelsen af maj kunne B.T. fortælle om det højst specielle forhold mellem Kongehuset og skolen. Det kom i kølvandet på TV 2's dokumentar om de rystende forhold på kostskolen i Næstved.

50 elever fortalte om episoder med vold, misbrug og mobning, og efterfølgende blev rektor, Mikkel Kjellberg, fyret. Nu afventes flere forskellige undersøgelser af skolen, og Herlufsholm har indført en række ændringer – heriblandt afviklingen af det såkaldte præfektsystem, hvor ældre elever har magt over de yngre.

Kronprinsparrets ældste søn, tronarvingen, prins Christian, er netop nu elev på Herlufsholm. Deres ældste datter, prinsesse Isabella, ventes at begynde på skolen efter sommerferien.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med deres ældste søn, den kommende konge, prins Christian, foran kostskolen Herlufsholm, hvor han skal tage sin 1.g færdig, før han bliver trukket ud af skolen.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med deres ældste søn, den kommende konge, prins Christian, foran kostskolen Herlufsholm, hvor han skal tage sin 1.g færdig, før han bliver trukket ud af skolen. Foto: Keld Navntoft, Kongehuset
Vis mere

I løbet af den seneste uge har B.T. forsøgt at få svar fra Kronprinsparret, om børnene kan fortsætte på skolen set i lyset af skandalerne. Indtil videre har det ikke været muligt at få et klart svar, men Kronprinsen betegnede forleden situationen som værende 'ulykkelig'.

Under et besøg i Billund mandag satte kronprinsesse Mary også ord på sagen.

»Det er en meget ulykkelig sag. Hele situationen tynger os meget som familie, og vi tager det meget alvorligt,« sagde Kronprinsessen og tilføjede:

»Det er helt afgørende, at der kommer tryghed på for alle skolens elever.«

Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, kommenterede i sidste uge skandalen.

»Der er mange, der spørger til kronprinsparrets holdning til deres børns fremtid på Herlufsholm. Jeg kan kun gentage, at for kronprinsparret er det afgørende, at ikke kun deres eget barn, men alle de børn og unge, som går på skolen, kan føle sig trygge i deres skolegang,« sagde hun.

Dronning Margrethe har endnu ikke selv kommenteret Herlufsholm-skandalen.

'Indstillingen biflades. Margrethe.' Dronningen godkender forstanderen på Herlufsholm, viser dokumenter, B.T. har fået aktindsigt i.
'Indstillingen biflades. Margrethe.' Dronningen godkender forstanderen på Herlufsholm, viser dokumenter, B.T. har fået aktindsigt i.
Vis mere