Kronprinsparret har en naturlig tendens til at tiltrække sig al opmærksomhed, hvor end de går.

Og måske var det netop derfor, kronprinsesse Mary havde valgt at give lidt opmærksomhed tilbage til dagens fødselar, da hun sammen med Kronprinsen deltog i fejringen af Dannebrogs 800-års fødselsdag.

Lørdag var det præcis 800 år siden, at Dannebrog faldt ned fra himlen – hvis man skal tro den gamle myte.

Fødselsdagen blev blandt andet markeret i sydsjællandske Vordingborg, hvor Kronprinsen – med Kronprinsessen ved sin side – præsenterede et historisk replika af Dannebrog med vimpler, som man mener, det i virkeligheden så ud dengang, besøgte den nye Dannebrogsudstilling og skar for på en kæmpe Dannebrogs-kage, som elever fra den lokale Vordingborgskolen havde bagt i dagens anledning.

Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary deltog i markering af 800-året for Dannebrogs fald.
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary deltog i markering af 800-året for Dannebrogs fald. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men trods utallige festlige indslag lykkedes det alligevel kronprinsesse Marys sko at tiltuske sig en del af opmærksomheden.

»Nej, se hendes sko!« lød det begejstret, hver eneste gang kronprinsesse Mary passerede en ny gruppe af de mennesker, der havde taget opstilling ved Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

Kronprinsessen havde nemlig valgt at hylde dagens fødselar med et par røde sko, hvis bagside repræsenterede Dannebrog med sit hvide kors, der løb langs Kronprinsessens sål og ned ad den tynde stilethæl.

Det er ikke første gang, Kronprinsessens sko har stjålet billedet. Under parrets besøg i Rom sidste år bar Mary et par lyse sneakers af mærket Nike, som stod i stor kontrast til hendes fine, hvide kjole.

Bag på sine stiletter havde kronprinsesse Mary en fin og diskret hyldest til dagens fødselar.
Bag på sine stiletter havde kronprinsesse Mary en fin og diskret hyldest til dagens fødselar. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Og skulle man tro de massive mængder kommentarer på de sociale medier, så elskede danskerne det utraditionelle skovalg.

En naturlig og gæv pige blev Kronprinsessen blandt andet kaldt, mens både takt og tone-ekspert Inge Corell og modediktator Jim Lyngvild dog lige måtte kigge en ekstra gang på de royale fødder.

Foruden gratis Dannebrogskage og Dannebrogsudstilling bød fejringen bl.a. også på Dannebrogsbanko, Dannebrogspuslespil, fabrikering af eget Dannebrogsflag samt en optræden fra rapperen Per Vers, der freestylede om Dannebrog, der faldt fra himlen.

Per Vers samt den efterfølgende musikgruppe Folkeklubben og publikum blev dog i al hast eskorteret ind i det nærliggende borgcenter, for at fortsætte koncerten, da et andet fænomen faldt fra himlen og truede med at ødelægge festlighederne

Også under Kronprinsparrets besøg i Rom i november tiltrak Mary sig en del opmærksomhed for sit skovalg.
Også under Kronprinsparrets besøg i Rom i november tiltrak Mary sig en del opmærksomhed for sit skovalg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Nemlig regn, regn og atter regn. Tilsat lidt torden og lynild.

Kort tid efter kronprinsparrets ankomst klarede det dog op igen.

»Vejret viser sig fra sin lidt kælne side,« smilede en veloplagt kronprins Frederik og glædede sig over, at det i det mindste ikke var koldt.

Og så kunne den fødselsdag vist ikke ende på bedre vis.