Se billederne i bunden af artiklen.
Fredag åbner en ny fotoudstilling af den kendte fotograf Marco Grob. Udstllingen hedder 'Ikoniske portrætter' og indeholder portrætter af fremtrædende statsledere, skuespillere, musikere og sportsstjerner. Som en del af udstillingen bliver også to nye portrætter af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary offentliggjort.
Billederne af kronprinsparret er taget i deres hjem på Amalienborg i København.
Den schweizisk/amerikanske fotograf Marco Grob er blevet inviteret af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Om portrætterne af kronprinsparret siger han blandt andet:
»Jeg har fotograferet mange statsoverhoveder gennem tiden, men aldrig før kongelige. Det var en fornøjelse at fotografere Kronprinsparret, som var meget venlige og imødekommende. Når man kommer fra en arbejderbaggrund, som jeg gør, kan man godt føle, at man krydser nogle sociale grænser. Hvis jeg skulle skrive en bog om min karriere, kunne den hedde ’Jeg burde egentlig ikke være her’. Det har jeg heldigvis fået lov til alligevel, og jeg ser frem til at vise resultaterne på den kommende udstilling,« siger Marco Grob.
Artiklen fortsætter under billederne.
'Ikoniske portrætter'-udstillingen blev for særligt inviterede åbnet torsdag, og med til åbningen var Kronprinsesse Mary.
Udstillingen med Marco Grobs værker, som består af 70 fotografier, på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød varer året ud til 31. december.
Se et uddrag af Marco Grobs portrætter herunder: