Alle gæsterne er ankommet til de kongelige tvillingers konfirmation i Fredensborg Slotskirke lørdag.
Indtil nu har gæstelisten været omgærdet af hemmelighed, men nu står det altså klart, hvem der er indbudt til at fejre prinsesse Josephine og prins Vincent.

De første, der ankom var selvfølgelig konfirmanderne selv, der fulgtes med deres kongelige familie over slotspladsen.
Den kongelige familie stillede sig op til dronning Margrethe ved indgangen til Fredensborg Slotskirke, hvor de modtog dagens gæster.
Blandt andre kongelige ankom kong Felipe af Spanien, som også er fadder til prins Vincent.
»Der havde været usikkerhed, om han ville komme, da han også forventes at overvære en fodboldkamp i Spanien senere,« fortæller B.T.s underholdningsredaktør Fie West.


Prins Joachim og familien ankom ifølge Fie West til både grin og kram, da de mødte op ved Fredensborg Slot.
Til daglig bor prins Joachim dog med familien – der også tæller hans og prinsesse Maries to børn, grev Henrik og komtesse Athena – i Washington, USA.
Og prins Joachims to yngste børn er altså ikke mødt op i Fredensborg Slotskirke i dag til deres fætter og kusines konfirmation.
B.T.s underholdningsredaktør bed dog mærke i særligt én anden ting ved prins Joachim og familiens ankomst.


»Jeg bemærkede virkelig den varme modtagelse, der fandt sted mellem prins Joachims familie og kongefamilien. Der blev krammet og grinet, og det virker bestemt som om tidligere tiders konflikt er lagt bag dem,« siger Fie West.
Tidligere har prins Joachim og prinsesse Marie talt med store ord, efter dronning Margrethe fjernede deres børns prinse- og prinsessetitler.
Men lørdag er prins Joachim – og prinsesse Josephines fadder, prinsesse Marie – mødt op med prins Joachims to ældste sønner, grev Nikolai og grev Felix.
Fie West fortæller desuden, at grev Nikolai har to små poser med, der ligner smykkeposer.

»Mon ikke det er konfirmationsgaver?« spekulerer hun.
Udover kong Frederiks side af familien er flere af konfirmandernes australske slægtninge på deres mors side ankommet.
Blandt andre dronning Marys søster Patricia Bailey, der er fadder til prinsesse Josephine, samt bror John Stuart Donaldson, der er fadder til Prins Vincent.
Flere af de andre faddere er også mødt op i dagens anledning. Blandt andre Helle Reedtz-Thott, der er fadder til prins Vincent.
Du kan følge med i de kongelige tvillingers konfirmation i B.T.s liveblog HER.
