På søndag klokken 17.00 er dronning Margrethe vært ved det gallataffel på Christiansborg Slot, der er en del af fejringen af prins Christians 18 års fødselsdag.

Udover familie og royale fra andre lande tæller gæstelisten også repræsentanter fra ungdomsorganisationer, unge som har markeret sig inden for sport, kunst og kultur og omkring 200 18-årige udvalgt fra hele Danmark.

200 unge, der i disse timer muligvis er i deres livs tøjkrise, for hvad tager man egentlig på, når man skal til fest på slottet?

Ifølge indbydelsen forventes de unge på søndag at møde op i 'smoking, jakkesæt og lange kjoler'. For de kongelige gæster er dresscoden også givet på forhånd.

Sammen med sin mor, den svenske kronprinsesse, skal prinsesse Estelle til fødselsdag hos prins Christian på søndag. 
Sammen med sin mor, den svenske kronprinsesse, skal prinsesse Estelle til fødselsdag hos prins Christian på søndag.  Foto: Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

For eksempel kan Svensk Damtidning berette, at den 11-årige prinsesse Estelle, der er datter af kronprinsesse Victoria og prins Daniel, og som sammen med sin mor skal til fødselsdagsfest i Danmark, forventes at dukke op til festen i det helt store skrud.

Ifølge det svenske hof kan prinsessen og hendes mor vælge mellem gallakjole eller den svenske folkedragt.

Ligesom det svenske hofs informationschef, Margareta Thorgren, siger at ‘dekorationer og diademer kan bæres’.

Den melding kan muligvis puste yderligere til tøjkrisen hos de gæster, der ikke har en hundredeårig etikette at læne sig op ad, men ifølge designeren Søren Le Schmidt, der har designet mange kjoler til fester på slottet er der det vigtigste råd, når det gælder tøjvalget: 

»Man skal føle sig godt tilpas og ikke føle sig klædt ud,« siger han i Aftenshowet

Fra dronningens tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen lyder det vigtigste tøjfif til de unge fra Danmark, Færøerne og Grønland, at de ikke klæder sig for varmt på hjemmefra. 

For under en gallamiddag kan man ikke lige smide tøjet.

»Man skal slet ikke tage jakken af. Man beholder det tøj på, som man kommer i,« siger Christian Eugen-Olsen i Aftenshowet.