Danskerne kan godt lide at se de kongelige være almindelige mennesker.
Og netop derfor er et klip fra de royale tvillingers konfirmation blevet særligt bemærket.
Det er nemlig en »virkelig sød og sjov detalje«, forklarer B.T.s underholdningsredaktør, Fie West.
»Her viser prins Vincent, at han også bare er en teenager på 15 år.«
I videoen, som Kongehuset har delt på Instagram, kan man se den unge prins give sin søster et såkaldt 'fistbump' i kirken.
»Prins Vincent har generelt vist sig som en, der ikke er bange for at slippe tøjlerne,« siger Fie West videre.
»Vi så det også ved ankomsten til konfirmationen, hvor han rakte tunge, og vi er vant til at se ham være kæk under Royal Run.«
Videre uddyber hun, at det lille fistbump også fortæller noget andet.
Nemlig, at tvillingerne har et nært bånd.
»Det så vi jo også med al tydelighed under tvillingerne fællesinterview, hvor de både satte ord på deres nære bånd – men det var også en fin detalje, at prins Vincent kaldte sin søster 'Fine'.«
Det er ikke det eneste, som underholdningsredaktøren bemærker ved videoen.
»En anden sjov detalje ved videoen er, at Benjamin Hav er brugt som baggrundsmusik, og han optrådte jo også ved tvillingernes konfirmation,« siger hun.
»Efterhånden er han jo blevet lidt af en kongelig hofleverandør.«

