Sådan løber de kongelige ved Royal Run


Løbeglade danskere får i fem byer mulighed for at gnubbe skuldre med forskellige medlemmer af kongefamilien ved årets Royal Run.
Kongehuset har nu offentliggjort en liste over, hvordan de kongelige løber ved de udsolgte arrangementer.
Det ser sådan ud:
Kong Frederik sætter Royal Run i gang i Ribe.
Kronprins Christian deltager i Royal Run i Viborg.
Kong Frederik deltager i Royal Run i Horsens.
Dronning Mary deltager i Royal Run i Korsør.
Kong Frederik deltager i Royal Run i København/Frederiksberg.
Og det bliver altså i Ribe, der aldrig tidligere har været værtsby, at Danmarks løbeglade konge dukker op først.
»Vi er meget stolte over, at H.M. Kongen skyder Royal Run i gang i vores charmerende, gamle kongeby, hvor historiens vingesus vil give deltagerne en helt særlig oplevelse,« siger Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg Kommune, i en pressemeddelelse:
»Forberedelserne er i fuld gang, og vi kan godt love en motionsfest ud over det sædvanlige i Ribe.«
Siden dukker han altså også op i Horsens, inden dagen traditionen tro afsluttes i hovedstaden.
Og – som det for første gang var tilfældet sidste år – vil kronprins Christian også i år løbe en af ruterne på egen hånd.

Det sker i Viborg.
»Vi glæder os meget til at byde H.K.H. Kronprinsen velkommen til både Kronprinsens og Royal Runs første besøg i Viborg,« siger borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek (V):
»Vi glæder os til at vise Hans Kongelige Højhed, hvad vores historiske by har at byde på.«
I alt 97.500 er tilmeldt Royal Run, der finder sted på 9. juni på 2. Pinsedag.
Aldrig før har der været så mange med i arrangementets otteårige levetid siden debuten i 2018.