Torsdag fylder prins Vincent og prinsesse Josephine 15 år.

Tvillingerne er henholdsvis nummer tre og fire i arvefølgen, og det betyder også, at de får et noget anderledes liv end deres storebror og storesøster.

»Fordi de er længere nede i arvefølgen, vil de i højere grad selv kunne definere deres liv med uddannelse, arbejde og familieliv,« siger kongehushistoriker Lars Hovbakke Sørensen.

»Man har en noget mere fri status, når man er længere nede i arvefølgen, så de vil på godt og ondt kunne bestemme mere selv, men der vil heller ikke være så meget opmærksomhed som på de to andre,« tilføjer han.

Selvom kong Frederik og dronning Marys tvillinger ikke vil få den samme opmærksomhed som deres ældre søskende og kan være mere i fred, så vil de nok aldrig få et liv helt i fred. Særligt fordi de allerede i dag bliver eksponeret meget.

»Det, at kongeparret har gjort meget ud af at være en kongefamilie og har brugt dem i deres brand, betyder også, at man vil følge mere med i tvillingernes liv som voksne, for folk føler, de kender dem,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Prinsesse Josephine og prins Vincent på vej til første skoledag i 2017.
Prinsesse Josephine og prins Vincent på vej til første skoledag i 2017. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hverken prins Vincent eller prinsesse Josephine vil modtage apanage, og det betyder også, at de skal tjene deres egne penge.

Og når det kommer til karriere, er mulighederne mange.

»Der er rimelig frit spil, men det vil være mest oplagt, at de tog en form for videregående uddannelse. Det vil der være en forventning om, men hvor lang den skal være er mere åbent,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han tilføjer, at der eksempelvis er en forventning om, at kronprins Christian læser statskundskab, som både dronning Margrethe og Kongen har læst.

Prinsesse Josephine og prins Vincent var med Kongeparret på officielt besøg i Grønland i sommeren 2024. Begge børn har grønlandske mellemnavne.
Prinsesse Josephine og prins Vincent var med Kongeparret på officielt besøg i Grønland i sommeren 2024. Begge børn har grønlandske mellemnavne. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Samme forventning om en lang kandidatuddannelse er der ikke nødvendigvis til tvillingerne.

Prinsesse Josephine har gennem de seneste år eksempelvis vist interesse for skuespil.

Hun medvirkede i 2023 i en forestilling hos Eventyrteatret, og i 2024 spillede hun en mindre rolle i DR-julekalenderen ‘Tidsrejsen 2’.

Og en karrierevej inden for eksempelvis skuespil er bestemt en mulighed.

De royale tvillinger blev døbt tilbage i 2011.
De royale tvillinger blev døbt tilbage i 2011. Foto: Linda Kastrup

»Det er ikke udelukket, at de kan give sig til noget andet end det akademiske, hvis de virkelig gerne vil det, hvis Josephine eksempelvis vil være skuespiller,« siger Lars Hovbakke Sørensen og tilføjer:

»Jeg tror, både befolkningen og Kongehuset vil acceptere det, fordi hun har den mere perifere rolle.«

Selvom tvillingerne altså kan følge deres karrieredrømme, så er der dog begrænsninger, mener Hovbakke Sørensen.

Og særligt ét job er udelukket.

»At blive politiker vil være utænkeligt, for der er de for tæt på de centrale personer i Kongehuset.«

»De må sådan set gerne, men det ville være uhensigtsmæssigt, for så ville der blive en sammenblanding af Kongehuset og det politiske liv, som ikke skal være i det konstitutionelle monarki.«