Den afdøde prinsesse Diana kom fra en gammel, aristokratisk familie, der er velrespekteret i England. Men hendes tre niecer lever et helt andet og noget vildere liv - langt fra familiens gamle normer.

De er unge, de er smukke, de er rige, og de forstår i den grad at tiltrække sig mediernes opmærksomhed.

Der er mange fælles træk mellem den nu afdøde prinsesse Diana og hendes tre niecer, men lighederne slutter, når det kommer til måden at fremføre sig selv på i offentligheden.

For mens Lady Diana var sky og havde en opvækst med strenge grænser, og ofte beskrives som ikke ’særlig lykkelig’, men hvor hun blev opdraget til at videreføre den aristokratiske Spencer-families værdier og opføre sig passende for en datter af en greve, så opfører hendes tre niecer sig helt anderledes vildt.

De tre unge kvinder, den 25-årige Kitty Spencer samt de 23-årige tvillinger Eliza og Amelia, der er døtre af den afdøde prinsesses bror greve Charles Spencer, har fået en noget mere fri opvækst, og de er ikke bange for at lade pressen få indsigt i deres privatliv.

Et liv, der især for Kitty Spencers vedkommende, primært foregår i det britiske jetsæt – og et liv, som hun ikke er bleg for at fremstille på de sociale medier. Et træk, der er temmelig usædvanligt for britiske adelige – og som i den grad har vakt interesse i det britiske medie Daily Mail.

På sin åbne instagramprofil er den lyshårede Kitty, der bærer den adelige engelske titel 'Lady', flittig til at lægge billeder fra sit privatliv ud. For eksempel er der billeder, hvor hun poserer med sine to søstre, ligesom der også er billeder af hendes to yngre brødre.

Ifølge Daily Mail frekventerer Kitty, der både har læst psykologi og markedsføring, flittigt Londons natklubber, ligesom hun er kæreste med en italiensk millionær, der er mere end 20 år ældre end hende.

Mange brugere på de sociale medier kommenterer, at den blonde skønhed er smuk, og at de generelt har smukke gener i familien. Men skønheden kommer heller ikke for fremmede. Døtrenes mor er nemlig den tidligere model Victoria Lockham, der var Charles Spencers første kone.

Selv om forældrene tilsyneladende var indstillet på, at deres børn skulle have en friere opvækst, end den Diana og hendes bror fik, så var barndommen for børnene dog ikke en stor lykke.

Greve Charles Spencer var sin kone utro flere gange, hvilket Victoria Lockham blev opmærksom på allerede kort efter fødslen af parrets første barn, Kitty. Men da hun gerne ville have flere børn, blev hun ved sin mands side.

Parret fik derefter tvillingedøtrene og senere sønnen Louis.

Børnene satte dog endnu mere pres på ægteskabet, og da parret blev udstillet i de britiske medier grundet Charles Spencers sidespring og Victoria Lockhams stof- og alkoholmisbrug, valgte de at forlade landet.

De flyttede til Cape Town i Sydafrika, hvor de bosatte sig i midten af 1990’erne. Det kunne dog heller ikke redde ægteskabet, og parret blev skilt kort efter.

Børnene blev boende i Sydafrika med deres mor, der efterfølgende fik en søn mere med en anden mand. Charles Spnecer blev også gift igen, og har efterfølgende fået tre børn mere samt et bonusbarn.

Efter flytningen til Sydafrika hørte man i omkring ti år hørte ikke meget til prins William og prins Harrys tre kusiner samt fætteren.Men så vendte Kitty Spencer hjem til England.

I 2007 havde hun sin første optræden offentligt med sine kendte fætre. Og efterfølgende drog hun til London for at færdiggøre den universitetsuddannelse, hun havde påbegyndt I Sydaffrika.

I 2011 blev alle døtre nærmest verdenskendte, da de iklædt fine hatte og kjoler deltog i prins William og Kate Middletons bryllup. Og mens hendes yngre søstre fortsat bor i Sydafrika og holder sig nogenlunde ude af det vildeste rampelys, så har Kitty Spencer været fast inventar i medierne siden.

I Daily Mail antydes det, at hun lever et sorgløst liv med mange fester, rejser og hobevis af dyrt tøj. Det ses også af Kitty Spencers instagram-profil, hvor hun flittigt lægger billeder op af sig i badetøj og i forskellige designermunderinger.

Engang imellem laver hun også noget modelarbejde eller deltager i velgørenhedsfester, men noget egentligt arbejde virker hun ikke til at have.

Selv om hendes far, ifølge Daily Mail, har en formue på omkring en milliard kroner, så virker det dog også til, at Kitty Spencer har fundet sig en alternativ indtjeningsform.

Hun er en meget flittig til at hashtagge de designere, hvis tøj hun ifører sig – og ligeledes med make-up. Det får det britiske medie til at spekulere i, om hun udfører reklame for virksomhederne på Instagram for til gengæld at modtage tøjet gratis.

Mens Kitty Spencer lever et liv i mediernes rampelys, så lever hendes to tvillingesøstrene  et lidt mere afdæmpet og knap så eksponeret liv. Ifølge Daily Mail har tvillingerne også lært lektien på den hårde måde.

Søstrene kom for noget tid siden ifølge Daily Mail i vælten, da billeder af dem fra en fest, hvor de var fulde, pludselig florerede på de sociale medier.

Begge søstre studerer nu på universiteter i Sydafrika.

Rygterne forlød, at Eliza Spencer snart skulle giftes, men hun valgte at slå op med sin kæreste gennem fem år for kort tid siden. Han var analytiker hos en kapitalfond.

Også Amelia har en kæreste, som hun har været sammen med i seks år.  Han er vandpolo-instruktør, og har ifølge Daily Mail været med hjemme på besøg hos pigernes far på godset Althorp i Northamptonshire i England, som han har ejet siden 1992.

Amelia har dog også gjort sig bemærket på en knap så heldig måde, da hun var ved at gå glip af prins William og Kate Middletons bryllup på grund af en retssag.

Dianas bror, greve Chareles Spencer, har været gift tre gange.
Dianas bror, greve Chareles Spencer, har været gift tre gange. Foto: ANNA ZIEMINSKI
Vis mere

Den unge kvinde var nemlig anklaget for at have en sparket til en mand på krykker en aften ved en drive-in hos McDonalds i Cape Town. Sigtelserne blev dog til sidst frafaldet, og hun nåede alligevel med til det storslåede bryllup.

De unge kvinder har generelt et nært forhold til deres fætre, ifølge Daily Mail. Således var både William og Kate gæster, da søstrenes lillebror Louis blev 21 år sidste år. Festen blev holdt på Althorp.

Det er for øvrigt de tre søstres lillebror, der er udset til at overtage sin fars greve-titel.