Endelig lykkedes det.

Maskintekniske udfordringer, vejrproblemer og udskudte planer til trods er dronning Margrethe nu, hvor hun skal være.

På Færøerne.

Således bekræfter Kongehusets kommunikationsafdeling overfor B.T., at Dronningen torsdag formiddag er landet i øgruppen mod nord.

Oprindeligt skulle Dronningen var ankommet med fly til Færøerne onsdag og så sejle med Kongeskibet Dannebrog til Torshavn, hvor den officielle ankomst skulle finde sted.

Men sådan gik det som bekendt ikke.

Allerede lørdag gik der nemlig kuk i planlægningen, da Kongeskibet Dannebrog, der havde sat kurs mod Færøerne fredag, måtte vende om på grund af maskintekniske udfordringer.

Med hjælp fra en slæbebåd endte skibet i havnen i Frederikshavn. Og her ligger det altså endnu.

Maskinproblemerne skulle dog ikke have lov til at sætte en kæp i hjulet for Dronningens besøg på Færøerne.

Onsdag satte majestæten sig således til rette på et fly. Destination: Vagar Lufthavn på Færøerne.

Men flyet ankom aldrig.

»På grund af lokale vejrforhold omkring Vagar Lufthavn på Færøerne har det i dag ikke været muligt for Dronningens fly at lande,« lød meldingen fra Kongehuset så onsdag aften.

Her blev det tilføjet, at man ville afvente situationen. Holde øje med, om det ville blive muligt at tage afsted torsdag. Og det blev det så.

Ifølge Se og Hør forlod monarken torsdag 8.15 Gråsten Slot og ankom et kvarters tid senere til Sønderborg Lufthavn, hvor et fly stod klar.

Omkring 8.45 lettede flyet, der altså har haft held med at lande på Færøerne.

Forsinkelsen betyder, at tidsplanen for hendes fire dage lange besøg bliver ændret.

Den officielle modtagelse af Dronningen i den færøske hovedstad skulle som tidligere nævnt have fundet sted torsdag formiddag.

Denne bliver udskudt til klokken 13.