I forbindelse med sit studie får den 19-årige prinsesse Sofia af Spanien én på opleveren.

Det seneste år har hun boet i den portugisiske hovedstad Lissabon, men snart pakker hun igen kufferten og rykker til en ny europæisk hovedstad.

Når hendes første år på bacheloruddannelsen i statskundskab og internationale relationer er i hus, rykker hun nemlig videre til Frankrigs hovedstad, Paris.

Det skriver Billed-Bladet.

Prinsesse Sofia er den yngste datter af det spanske kongepar – kong Felipe og dronning Letizia – og studerer på en særlig uddannelse på Forward College, hvor man gennemfører uddannelsen i tre forskellige europæiske storbyer.

Det betyder, at prinsessen rykker til kærlighedens by efter sommerferien, hvor hun skal studere de følgende to semestre.

I sommeren 2027 flytter hun så videre til Tyskland for at læse i Berlin.

Uddannelsen koster ifølge universitetets egen hjemmeside omkring 138.000 danske kroner og betales ifølge det spanske medie Chance af hendes forældre.