En mystisk hændelse har fredag fundet sted ved det svenske slot i Uppsala.

Dagen før havde den svenske kong Carl Gustav plantet et nyt træ ved slottet, som han besøgte sammen med dronning Silvia som en del af parrets tur rundt i Sveriges 21 amter i anledning af kongens 50 år på tronen.

Men lige så pludseligt som træet var blevet plantet, har nogen fældet det igen.

Det skriver Aftonbladet.

Og det er de da også rigtig kede af i det svenske kongehus.

»Det er meget trist at høre. Træplantningen har en stærk symbolværdi og giver håb for fremtiden,« fortæller Margareta Thorgren, informationschef i kongehuset.

Hun fortæller yderligere, at kongen vil blive underrettet om sagen.

Træet blev plantet i slotshaven ved Uppsala slot.
Træet blev plantet i slotshaven ved Uppsala slot. Foto: JOHNER IMAGES
Vis mere

Selvom træet er fældet, er gerningspersonen det ikke.

Lige nu vides det ikke, hvem der har haft lyst til at fælde kongens nyplantede akselrøn.

Det er også uklart, om der skal plantes et nyt træ.