Fredag fylder de royale tvillinger Vincent og Josephine 10 år.

Og mens de formentlig har fået boller og lagkage som os almindelige dødelige, så har de også fået en gave, som er de færreste 10-årige forundt.

De har nemlig fået deres egne monogrammer.

Prinsesse Josephines monogram består af hendes forbogstav 'J'.

Herudover er monogrammet 'tegnet som et enkeltstående kalligrafisk 'J', der står stærkt i kursiv og med et poetisk og levende udtryk. Som med øvrige kongelige monogrammer er Christian den 5.s kongekrone placeret over initialet,' som der står på kongehusets hjemmeside.

Prins Vincents består naturligvis af et 'V', som også beskrives på Kongehuset.dk.

'Det består af en fast klassisk venstredel kombineret med en legende, fremadstræbende dobbeltstreg mod højre.'

Der har været hele tre menneske til at designe monogrammerne. Begge monogrammer er designet af grafisk designer Charlotte Søeborg Ohlsen med faglig bistand fra grafisk designer Mads Quistgaard og grafisk designer Cecilie Kirkeskov Knudsen.

I Danmark er der en lang tradition for, at de kongelige får et 'identitetsmærke' i form af et personligt monogram, der både kan have funktionel og en dekorativ brug.

Dronning Margrethes monogram er officielt, eftersom hun er monarken, mens monogrammer for de øvrige medlemmer af Kongehuset er af privat karakter.

Monogrammet kan som et personligt kendemærke anvendes på en lang række områder, hvor en identitet skal markeres.

Det kan være på genstande, gaver, brevpapir, smykker og meget andet.  Et kongeligt monogram består af et initial eller et dobbeltinitial under kongekronen, lyder det fra kongehuset.