Royale misbrugt af svindlere: Nu reagerer kongehuset
Kongehuset advarer andre om at hoppe i svindlernes fælde.

Kongehuset advarer andre om at hoppe i svindlernes fælde.

Midt under receptionen på det norske kongeslot, hvor landets royale familie tog imod de inviterede gæster i forbindelse med kong Haralds begravelse, tikkede der en pressemeddelelse ind fra det græske kongehus.
Men den drejede sig om noget helt andet end det sidste farvel til kong Harald.
Det græske kongehus advarede derimod mod svindlere, som ved at udgive sig for at være prins Pavlos eller andre medlemmer af den royale familie forsøger at narre penge eller bankoplysninger ud af almindelige mennesker.
Det skriver Billed-Bladet.
»På baggrund af de seneste svindeltilfælde deltager Pavlos De Grèce og medlemmer af den græske kongefamilie ikke i nogen form for fundraising- eller økonomisk bistandsordninger via telefon, videoopkald eller online, og de anmoder heller ikke om penge eller bankoplysninger,« skriver kongefamiliens private kontor i pressemeddelelsen.
»Enhver brug af deres navne eller billeder i forbindelse med sådanne aktiviteter er uautoriseret og vildledende,« lyder det videre.
Den græske kongefamilie opfordrer personer, som udsættes for denne type henvendelser om at ignorere dem – og 'straks underrette de relevante myndigheder'.
59-årige prins Pavlos er den ældste søn af den afdøde græske kong Konstantin og 80-årige dronning Anne-Marie, som er dronning Margrethes søster.
I dag er Pavlos det græske kongehus' overhoved og tidligere kronprins i landet, der siden 1973 har været en republik.