I år må danskerne undvære løbeturen med kronprins Frederik. Royal Run 2020 er nemlig blevet aflyst som følge af coronaudbruddet.

Tidligere var meldingen, at løbet ville blive udskudt fra juni til september, men en enig styregruppe har nu vedtaget, at løbet slet ikke bliver en realitet i år, oplyser kongehuset.

»Royal Run har på få år udviklet sig til en dag med fest, farver og frem for alt et fantastisk løbefællesskab på tværs af landet. Tusindvis af mennesker har bakket op, både som deltagere og som tilskuere – det har været en sand folkefest,« lyder det fra kronprins Frederik om aflysningen. Han fortsætter:

»Men at samle så mange mennesker i starten af september i år virker ikke længere realistisk. Royal Run vil ganske enkelt ikke kunne afvikles i den ånd, som har kendetegnet løbet – et samlingspunkt for danskerne på tværs af alder, på tværs af kongeriget.«

Dermed bliver den tredje udgave af løbet altså udskudt til foråret 2021.

Her skal grønlænderne snøre løbeskoene 17. maj, når arrangementet løber af stablen i Nuuk.

Herhjemme skal vi sætte kryds i kalenderen fra 24. maj til 2. pinsedag. Her vil kronprins Frederik løbe med danskerne i Sønderborg, Aalborg, Odense og København/Frederiksberg.

Og så vil løbet blive skudt i gang Bornholm 24. maj - det vil dog blive uden royalt selskab.

»Indtil da håber jeg, at alle bevarer glæden ved løb og fysisk udfoldelse,« lyder det fra tronfølgeren.

De godt 70.000 personer, der lige nu er tilmeldt Royal Run 2020, vil automatisk få deres startnummer overført til 2021. Ønsker man at få pengene retur, kan det også lade sig gøre frem til  8. september 2020.

Morten Mølholm, der er direktør i DIF og en del af Royal Runs styregruppe, er trods aflysningen optimistisk, hvad angår næste års løb.

»Royal Run er en folkefest og en motionsbegivenhed, der motiverer mange danskere til at komme ud at røre sig og deltage i fællesskabet. Vi tror og håber, at vi til maj næste år er kommet ud på den anden side og atter kan samles i det store idrætsfællesskab, og vi sætter derfor denne dato.«