Indbyggerne i Skagen fik mandag formiddag en lille overraskelse, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary dukkede op med kongeskibet Dannebrog på første stop af deres sommertogt rundt i de danske farvand.

Med sig på armen havde kronprinsparret nemlig de kongelige tvillinger Vincent og Josephine, der er draget med på forældrenes tur rundt til de danske havne.

Inden Kronprinsen, i fuld flådeuniform, og Kronprinsessen gik i land, kunne - i hvert fald - Mary demonstrere sine evner udi solbeskyttelse for småbørn, da hun med et lille lagen om barnets* hoved skærmede for det stærke sollys i Skagen.

Kronprins Frederik var knap så heldig med sine parasolevner, men han er selvfølgelig heller ikke protektor for Kræftens Bekæmpelse med særligt fokus på hudkræft.

Kronprinsparrets sommertogt strækker sig frem til d. 26. august.

* Der er på bt.dks redaktion generel konsensus omkring det faktum, at Kronprinsessen holder prinsesse Josephine på armen, mens Frederik holder Vincent. Med et vist forbehold for unøjagtighed.