Det var en tydeligt berørt prinsesse Benedikte, der tirsdag sagde farvel til sin mand prins Richard ved bisættelsen i tyske Bad Berleburg.

Hele det danske kongehus ankom til Bad Berleburg, hvor bisættelsen af prins Richard foregik tirsdag klokken 14.

Blandt andre deltog det hollandske regentpar, den norske prinsesse Märtha Louise og eks-regentpar af Grækenland.

Det danske kongehus ankom samlet i form af dronning Margrethe, prins Henrik, kronprinsparret, samt prins Joachim og prinsesse Marie.

Dronning Margrethe ankommer til prins Richards bisættelse 21. marts. I baggrunden ses Kronprins Frederik, Prins Joachim og Prinsesse Marie.
Dronning Margrethe ankommer til prins Richards bisættelse 21. marts. I baggrunden ses Kronprins Frederik, Prins Joachim og Prinsesse Marie. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Kort før klokken 13:30 åbnede himlen sine sluser, og regnen væltede ned over den idylliske bjergby Bad Berleburg mellem Frankfurt, Düsseldorf og Kassel. Flaget over byens kendetegn - det kendte, tyske slot Berleburg, der i knap 50 år har dannet rammen for den danske prinsesse Benedikte og hende mand prins Richards liv - vajede på halv stang, og et stort opbud af politifolk vidnede om de mange prominente gæster, der havde lagt vejen forbi for at sige et sidste farvel til prins Richard.

Den 82-årige prins af Berleburg døde pludseligt mandag den 13. marts om eftermiddagen. Han var en populær og vellidt prins i den lille tyske by, fortæller personer, der stod ham nær.

Flere af de vagter, der patruljerede rundt om familiens slot så da også triste ud.

Og at dømme på det opbud, der fandt ud til den lille by i det kuperede landskab, så var han også yderst vellidt blandt familie og venner.

Især var hans søn, prins Gustav, tydeligt bevæget, da prins Richards kiste tirsdag formiddag blev båret ud fra slottets kapel for at blive fragtet over til den lille kirke, mens også prins Richards ene datter, prinsesse Alexandra, havde tydeligt svært ved at holde tårerne tilbage.

Her er kirken, som bisættelsen skal afholdes,
Her er kirken, som bisættelsen skal afholdes, Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Prins Richard har tidligere fortalt om sit tætte forhold til prins Gustav.

Det fortalte han blandt andet til Se & Hør i midten af 00’erne, efter at være kommet igennem et kræftforløb:

»Støtten fra Gustav holdt mig i live. Han kørte rundt med mig, han gav mig tøj på og hjalp mig på mange måder,« fortalte prins Richard dengang.

Prins Gustav med sin far, Prins Richards, kiste i forbindelse med transporten af kisten fra slottet i Berleburgs kapel til den lille kirke, hvor bisættelsen skal foregå.
Prins Gustav med sin far, Prins Richards, kiste i forbindelse med transporten af kisten fra slottet i Berleburgs kapel til den lille kirke, hvor bisættelsen skal foregå. Foto: Schneider-Press/Frank Rol/SIPA
Vis mere

Både dronning Margrethe, prins Henrik, kronprinsparret, samt prins Joachim og prinsesse Marie havde meldt deres ankomst til bisættelsen. De første af gæsterne er begyndte allerede at ankomme kort før klokken 13.

Det var kirken Evangelischen Stadtkirche, der ligger omkring hundrede meter fra det prægtige slot, der dannede rammen om bisættelsesceremonien.

Kirken har tidligere spillet en stor rolle i familiens liv.

Prins Richard boede i den lille by Berleburg.
Prins Richard boede i den lille by Berleburg. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Blandt andet var det samme kirke, som prins Richards mor, den svenskfødte grevinde Margareta Fouché d’Otrante blev begravet fra, da hun døde 96 år gammel i 2005. Det oplyste Kongehuset til BT.

Kirken har desuden gentagne gange dannet centrum for glædelige begivenheder i prinsesse Benedikte og prins Richards liv. Deres yngste datter, Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, blev i 2011 viet i kirken til sin mand, Alexander Johannsmann. Parret har sammen sønnen Konstantin og datteren Luisa, og begge børn er også blevet døbt i kirken.

Præsten Claudua Latzel-Binder, der forestod prins Richards bisættelse, var også en gammel kending af familien, da hun var præst til både prinsesse Nathalies bryllups samt til begge hendes børns barnedåb.

Til bisættelsen blev der sunget to tyske salmer: 'Geh aus, mein Herz, und suche Freud' - Gå ud, mit hjerte, og søg glæde - og 'Herr, deine Liebe' - Herre, din kærlighed.

Den afdøde Prins Richard har de seneste dage ligget i slottets kapel, hvor byens borgere og andre havde mulighed for at komme forbi og sige et sidste farvel og skrive en sidste hilsen i slottets kondolencebog.

Blandt de mange fremmødte til bisættelsen var - udover det danske kongehus - blandt andre:

  • Dronning Silvia af Sverige med sin datter prinsesse Madeleine
  • Eks-Kong Konstantin af Grækenland med hustru Eks-Dronning Anne-Marie og fem børn
  • Prinsesse Märtha Louise af Norge
  • Kong Willem-Alexander af Nederlandene med  sin hustru, Dronning Maxima, samt sin mor, Dronning Beatrix
  • Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille af Egeskov Slot
  • Generalløjtnant Kjeld Hillingsø med sin hustru Birgitta og datter Ellen.
  • Erhvervsleder, godsejer og hofjægermester Peter Zobel

Du kan læse mere om, hvordan selve bisættelsen foregik her.

Prinsesse Benedikte ankommer til sin mand Prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburgs bisættelse tirsdag den 21. marts 2017 i den lille by Bad Berleburg.
Prinsesse Benedikte ankommer til sin mand Prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburgs bisættelse tirsdag den 21. marts 2017 i den lille by Bad Berleburg. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere