»Jeg er meget træt og vil gerne vente til i morgen,« lød det fra Marius Borg Høiby onsdag eftermiddag i retssal 250 i Oslo byret.
Dagen igennem havde den såkaldte 'kvinden fra hotellet' afgivet sin version af, hvad der skete den nat og morgen i november, hvor Høiby ifølge anklagemyndigheden voldtog hende, mens hun var ude af stand til at modsætte sig.
Høiby skulle efter planen afgive sin forklaring fra klokken 14, men hans forsvarsadvokat Petar Sekulic havde allerede luftet, at det ikke var sikkert, det var muligt for hans klient at forklare sig.
»Nu er det så sent, og han har været i kulkælderen, så han vil ikke kunne gøre det i dag,« lød det fra forsvarsadvokaten lidt efter klokken 14.
Kort før klokken 15 hævede man retten tidligt, fordi Marius Høiby var for træt.
Han skal efter planen afgive forklaring torsdag, når retssagen fortsætter klokken 09.30.

»Jeg fik kvalme og var chokeret«
Før den opsigtsvækkende afslutning på dagen var det 'kvinden fra hotellet', der indtog vidneskranken.
Hun er det fjerde og dermed sidste formodede voldtægtsoffer i sagen. Marius Borg Høiby er tiltalt for at voldtage hende, mens hun var 'ude af stand til at modsætte sig på grund af søvn og/eller beruselse', ligesom Høiby er tiltalt for at filme hende uden samtykke.
27 videoer af kvinden, har politiet fundet på Høibys telefon, han nægter sig dog skyldig i anklagerne.

»Jeg fik kvalme og var chokeret over, at der var så mange,« sagde kvinden i retten, da hun blev spurgt til, hvordan hun reagerede, da politiet viste hende videoerne.
Hun mødte Marius Borg Høiby til en efterfest, og der var en flirtende tone. Men da de tog hjem til hendes hotel sammen, ændrede alt sig, forklarede kvinden og beskrev Høiby som 'kold'.
»Det faktum, at han var omsorgsfuld og interesseret i mig som person, det ændrede sig. Han var kun interesseret i min krop,« forklarede hun i retten.
De to havde efterfølgende frivillig sex og røg en smøg på hotellets terrasse, beskrev kvinden.
Vågnede ved 'hårde slag mod underlivet'
Efterfølgende var kvinden træt og ville gerne sove.
Men ifølge hende blev Høiby ved med at røre ved hende.
»Han fortsatte med at røre ved mig. Det var en af grundene til, at jeg var nødt til at sige: Nu er det tid til at sove,« forklarede hun.

Hun beskrev, hvordan hun faldt i søvn, men pludselig vågnede ved noget, hun beskrev som hårde slag mod sit underliv.
»Jeg ved ikke, om der var flere fingre, eller om han prøvede at få hele sin hånd ind… Men det føltes som noget hårdt, der ramte mit underliv,« forklarer kvinden.
»Han troede, jeg havde fanget ham på fersk gerning,«
Her opdagede hun også nogle lysglimt.
»Jeg var faldet i søvn på siden, og jeg kan huske, at jeg vendte mig om og så et lysglimt. Han lagde telefonen fra sig igen meget hurtigt. Han troede, jeg havde fanget ham på fersk gerning,« lød det videre fra 'kvinden på hotellet'.
Hun fortalte, at hun vågnede flere gange ved, at Høiby rørte ved hende, men når hun husker tilbage i dag, flyder meget af det sammen.
Adspurgt af dommeren forklarede kvinden også, at hun ikke sagde fra.
»Det tog mig et stykke tid at bearbejde det. Jeg lod som om, det der skete var okay og fortrængte det i et godt stykke tid,« forklarer hun.
»Jeg virker bevidstløs«
Kvinden understregede i retten, at hun »absolut ikke« havde givet samtykke til hverken at blive filmet eller, at Høiby kunne have sex med hende, mens hun sov.
»I flere af videoerne virker jeg bevidstløs,« lød det fra kvinden, efter de 27 videoer blev afspillet for lukkede døre i retten.
Efter den nat i november 2024 talte 'kvinden fra hotellet' med sine veninder, dog uden at beskrive det, hun havde været udsat for, som et overgreb.

»Da jeg beskrev det for mine venner, tror jeg, jeg sagde, at han var besat af mit underliv,« siger kvinden, hvis venner reagerede ved at spørge, om hun var okay med det, der var sket.
Senere kunne hun læse om en anden sag vedrørende Høiby i medierne, og det fik hende til at indgive et anonymt tip til politiet, forklarede hun.
Pralede med videoer i fængslet
I sin forklaring fortalte kvinden også, hvordan hun havde mødt en bekendt i byen, der havde siddet varetægtsfængslet med Marius Borg Høiby.
»Så fortalte han mig, at Marius havde pralet med, at han havde filmet mig, mens jeg sov,« forklarede kvinden.
Den bekendte havde dog også forklaret, at han ikke ønskede at forklare sig over for politiet.
Borede i kvindens forklaring
I sit krydsforhør af kvinden, lagde Høibys forsvarsadvokat Ellen Holager Andenæs vægt på, at kvinden ikke umiddelbart så det, der skete, som et overgreb i starten.

Forsvarsadvokaten læste blandt andet op fra kvindens afhøring, hvor hun kaldte aftenen 'et eventyr'.
Først efter hendes venner reagerede, åbnede kvinden ifølge afhøringen selv op for tanken om, at der muligvis var sket et overgreb.
Forsvaret kredsede også om det faktum, at kvinden ikke sagde fra.
Følte du, at du ikke kunne modsætte dig? spurgte forsvarsadvokaten.
»Efter jeg blev vækket af, at han holdt mig forneden, frøs jeg lidt og lå der bare,« svarede kvinden.
Marius Borg Høiby nægter sig skyldig i anklagerne og skal torsdag afgive sin version af forløbet.
Du kan følge det hele i B.T.s liveblog fra retssagen HER.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med B.T.s søstermedie Nettavisen, der er til stede i retten.

