Når den engelske prins William skal sige 'ja' til sin forlovede Kate Middleton i London den 29. april, så kan regentparret roligt regne med, at være blandt de inviterede.

Den 28-årige prins William skal giftes med sin jævnaldrende udkårne som han har kendt siden 2001. Brylluppet skal stå i Westminster Abbey og blandt de 1.900 gæster, som kan være med til selve ceremonien, så vil regentparret sandsynligvis være imellem de 40 udenlandske kongelige der står på gæstelisten.

Kongehuset selv ønsker ikke at oplyse, hvorvidt man er blevet inviteret til den glædelige begivenhed eller forventer en invitation, og heller ikke på det engelske Buckingham Palace var der meget hjælp at hente.

- Det er generelt sådan, at regenterne i hele Europa vil blive inviteret, og man behøver ikke at frygte at det danske kongehus ikke kommer, siger Bodil Cath, der som journalist på B.T. har dækket kongehuset igennem tykt og tyndt i 35 år.

Den tidligere reporter understreger, at der også vil være repræsentanter fra det danske hof, hvis der altså ikke er andre ting på programmet.

- Det kommer jo an på, om de kan, og der ikke står andre ting i deres kalender, ellers vil man nok sende kronprinsparret, som i øvrigt nok også får en invitation, siger Bodil Cath til bt.dk

En anden ekspert ud i det royale er dog ikke helt så stålsikker på, at Frederik og Mary skal regne med at få to af pladserne blandt de 40 udenlandske kongelige gæster.

- Jeg vil tro, at der kommer danske repræsentanter, men det engelske kongehus har altid været lidt specielt, når det kommer til, hvem der bliver inviteret, og hvem der ikke bliver inviteret, siger kongehusekspert og ekstern lektor ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen til bt.dk.

Særligheden bunder i, at det engelske kongehus tidligere har været i spidsen for det store imperium, som Storbritannien var engang.

- Derfor skal der også være plads til kongelige fra de tidligere besiddelser i østen, der er altså ikke den samme systematik i invitationerne, som der er, når der for eksempel er bryllup i et af de nordiske kongehuse, siger Lars Hovbakke Sørensen til bt.dk

Begge eksperter er enige om, at der nok næppe vil komme nogle af de centrale figurerer fra de engelske kongehus, når Frederik og Marys tvillingepar skal døbes.