Børnene led under dronning Elizabeths pligtfølelse, der betød, at de ofte var alene. Den har også medført, at hun har været ude af trit med befolkningen.

Her ved sit 60 års regeringsjubilæum kan dronning Elizabeth 2. se tilbage på et langt og til tider turbulent liv som regent. Hun har bevaret det stive kongehus, været helt ude af trit med sit folk og har som mor svigtet sine børn. Elizabeth har nemlig altid været drevet af sin store pligtfølelse over for sin gerning.

I slutningen af 1952 stod det klart, at den kæderygende kong George 6.’s dage var talte. Derfor blev det i stedet den 25-årige Elizabeth og prins Philip, der tog på en stor rundrejse i Afrika. Parret efterlod deres to små børn, Charles, der var født i 1948, og Anne, født 1950, hjemme i flere uger.

Næste gang hun satte fødderne på Englands jord, var det med sorg i sindet over faderens død - men som dronning Elizabeth 2. af England. Ved ankomsten i lufthavnen viste Elizabeth ingen følelser over sin elskede faders død. Fra en tidlig alder havde hun nemlig fået indprentet den engelske overklasses devise om aldrig at vise sine følelser offentligt.

Pomp og pragt

Året efter, den 2. juni 1953, blev den unge dronning kronet med al den pomp og pragt, som England er så enestående til. Kroningen, hvor den to kilo tunge St. Edwards krone blev sat på Elizabeths hoved, blev vist i det nymodens fjernsyn, og der blev holdt gadefester over hele landet for at fejre begivenheden.

Selv om Elizabeth havde giftet sig med sit livs kærlighed, var ægtefællen ikke altid lige heldig. Gang på gang har prins Philip gjort sin hustru særdeles flov med tankeløse bemærkninger, som da han sagde til nogle engelske studerende i Kina, at hvis de blev for længe i landet, ville de få skæve øjne. Selv om han som prinsgemal havde accepteret at gå tre skridt bag sin hustru, var det ham, der var manden i huset. Derfor bestemte han, at den følsomme og usikre prins Charles skulle sendes på kostskole som ni-årig, og han skulle blive der, selv om drengen blev mobbet. Den beslutning og Elizabeths nærmest konstante fravær på grund af sine pligter som dronning, skabte en dyb splittelse mellem Charles og hans mor, som aldrig rigtig er helet.

Annus horribilis

Efter Charles kom yderligere tre børn til, prinsesse Anne i 1950, Andrew i 1960 og Edward i 1964, som Elizabeth angiveligt skulle have et bedre og tættere forhold til. Alle Elizabeths fire børn blev gift. Men for tre af dem forliste ægteskaberne i 1992. Året, som Elizabeth har kaldt annus horribilis. Især sønnernes daværende hustruer, Charles’ Diana og Andrews Sarah Ferguson, har stået for at rydde forsider over hele verden. Sarah, da hendes hemmelige elsker slikkede hendes tæer, og Diana, da hun fortalte om sit forhold til den tidligere rugbyspiller James Hewitt.

Men helt galt gik det for Elizabeth, da Diana efter skilsmissen fra Charles blev dræbt i en bilulykke i Paris i 1997. Elizabeth opholdt sig på Balmoral Slot i Skotland og ville ikke lade det officielle flag over Buckingham Palace gå på halv. Det, og så den kongelige families fravær i London i en hel uge, var tæt på at få det engelske monarki til at bryde helt sammen.

Reddet af Blair

Faktisk kan Elizabeth takke tidligere premierminister Tony Blair for, at hun stadig er dronning. Han fik hende nemlig overtalt til at holde en af sine yderst sjældne tv-taler. Her lykkedes det Elizabeth at finde de rigtige ord, for langsomt tilgav det engelske folk hendes ufølsomhed, da ’folkets prinsesse’ døde.

Siden har Elizabeth gang på gang med sin aldrig svigtende pligtfølelse vist, at hun er det engelske kongehus’ overhoved. I dag, hvor hun er 86 år, har hun stadig massevis af officielle pligter og rejser rundt i hele det store britiske rige. Imens venter hendes ældste søn på at overtage tronen. Hvis altså ikke det ender med, at Charles bliver sprunget over i køen til fordel for hans og Dianas ældste søn, William. Han og hans jævnaldrende hustru, Catherine, er i dag de mest populære medlemmer af det engelske kongehus.

Men nu står England på den anden ende i de kommende dage, når dronning Elizabeths 60 års regentjubilæum bliver markeret med stor festivitas fra den 2. til den 5. juni.