Anklager om voldtægt, forbindelser til en dømt sexforbryder og en lang række belastende historie om løgne og et lidt for kulørt liv i den engelske presse.

Skeletterne er væltet ud af prins Andrews skabe i mange år, og fredag fik han så dødsstødet med frasigelsen af sine royale titler.

Det mener B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, der i øvrigt minder om, at bomben under prinsen om få dage kan give et enormt eftersmæld.

»Der er ingen tvivl om, at prins Andrew har været en gigantisk belastning for det britiske kongehus længe. Man har jo tidligere fjernet en del af prins Andrews titler, men det her er dødsstødet. Det er et klart og tydeligt signal om, at han er helt ude i kulden i det britiske kongehus,« siger B.T.s underholdningsredaktør.

Frasigelsen af de royale titler betyder blandt andet, at Andrew giver afkald på sin titel som 'Duke of York', mens han også bliver strippet for alle sine prestigefyldte ridderordener.

Og selvom udmeldingen fra Andrew er, at han også selv har været inde over beslutningen, så er det ifølge Fie West primært et signal om, at kong Charles og resten af den kongelige familie ønsker at distancere sig fra deres skandaleramte familiemedlem.

Det er blandt andet anklagerne fra Virginia Giuffre om voldtægt, der nu bliver for belastende for prins Andrew, mener Fie West.
Det er blandt andet anklagerne fra Virginia Giuffre om voldtægt, der nu bliver for belastende for prins Andrew, mener Fie West. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

»Der har længe været meldinger om, at særligt prins William har været meget træt af prins Andrew, og der er ingen tvivl om, at kongehuset og kong Charles har lagt et massivt pres for at få prins Andrew til at frasige sig sine resterende titler,« siger hun.

Det er primært prins Andrews forbindelser til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein og anklagerne om voldtægt fra Virginia Giuffre, der har naget i kongehuset, og som ifølge Fie West nu fælder prinsen.

Og underholdningsredaktøren minder om, at selvom Giuffre nu er gået bort, så kan hun vise sig at komme til at spøge endnu mere tirsdag i næste uge:

»En anden detalje er, at kvinden der anklagede prins Andrew for overgreb, nu afdøde Virginia Giuffre, snart udkommer med en bog, der angiveligt skulle indeholde flere detaljer. Så det kan sagtens tænkes, at det britiske kongehus også tænker det ind i timingen,« siger Fie West.

Inden sin død anklagede Giuffre både prins Andrew og Jeffrey Epstein for at have voldtaget hende tilbage i 2001, da hun var 17 år gammel.

Giuffres bog udkommer posthumt på engelsk tirsdag, mens den danske oversættelse lander på hylderne til december.