Torsdag eftermiddag bekræftede Nora Haukland kort, at hun og Marius Borg Højby var gået fra hinanden.
Nu sætter den 26-årige norske realitystjerne og influencer også ord på bruddet fra norske kronprinsesse Mette-Marits ældste søn.
I en story på sin Instagram deler Nora Haukland nu et billede af det kyssende ekspar og skriver, at det royale brud er hårdt, men rigtigt.
'Ingenting føles rigtigt at skrive nu,' skriver Nora Haukland med henvisning til offentliggørelsen af bruddet.

'Jeg har stor taknemlighed for vores forhold, et år jeg ikke ville have været foruden. Der har været meget kærlighed og mange følelser. Jeg er så glad for den støtte og kærlighed, Marius og jeg har givet hinanden'.
26-årige Marius Borg Højby og 26-årige Nora Haukland nåede at danne par i et år, efter sidstnævnte i oktober bekræftede rygterne om deres forhold.
Parret boede sammen i en lejlighed i Oslo-bydelen Frogner, men nu er kærligheden altså brast.
'Jeg ser tilbage på vores minder med et smil og et tungt hjerte. Det er altid hårdt at lade kærligheden gå, men nogle gange er det rigtigt,' skriver Nora Haukland.
Marius Borg Højby har endnu ikke kommenteret hverken forholdet eller bruddet.
Klarede sig gennem skandalesag
Eksparret klarede sig ellers – på deres år sammen – igennem det, der kunne have været en større krise for det norske kongehus.
For efter et halvt år som par, kom Nora Haukland ganske tæt på en større skandale, da hun optrådte på et billede med veninden og influencerkollegaen Sophie Elise.
På det hurtigt slettede billede så man nemlig kronprinsessesønnen holde en pose med hvidt pulver.

Men konsekvenserne rettede sig mod afsenderen af billedet, influenceren Sophie Elise, der mistede både sin podcast på statskanalen NRK og flere reklamesamarbejder.
Nora Haukland blev kendt i Norge, da hun i 2020 vandt realityprogrammet 'Love Island'.
Her gik hun hele vejen og vandt finalen med sin meddeltager Johannes Klemp, som hun fandt kærligheden med i programmet og siden blev forlovet med.
Men efter to år sammen annoncerede realityparret i december, at forlovelsen var brudt.
Da sommeren kom, fandt Nora Haukland så sammen med 26-årige Marius Borg Højby.
Selvom han er kronprinsesse Mette-Marits ældste søn, så er han ikke tronfølger.
Hans far er nemlig kronprinsesse Mette-Marits tidligere partner Morten Borg.
Marius Borg Højby var fire år gammel, da hans mor giftede sig med den norske kronprins Haakon.