Der er godt nyt til alle unge royalister i Aarhus.

Efterspørgslen til prinsesse Isabellas fødselsdagsevent har nemlig været så stor, at man nu udvider gæstelisten.

Den 21. april fylder kong Frederik og dronning Marys ældste datter 18 år.

Det markerer man blandt andet med to arrangementer i København og Aarhus, og nu er der nyt fra sidstnævnte.

Prinsesse Isabella til Royal Run i 2024.
Prinsesse Isabella til Royal Run i 2024. Anthon Unger

I Aarhus kommune modtog 11.006 aarhusianere i alderen 17-19 år den 10. marts en invitation i e-Boks, om at være med i lodtrækningen om billetter til et fødselsdagsarrangement for prinsesse Isabella på Aarhus Rådhus.

I løbet af det første døgn havde knap 3.000 tilmeldt sig, og nu oplyser Aarhus kommune til B.T., at man er nået op på præcis 3.737 tilmeldinger, hvilket svarer til at 33,95 procent af de inviterede.

De 17-19-årige aarhusianere har til og med søndag om at tilmelde sig, og som en lille gulerod er der blevet fundet plads til flere gæster.

Prinsesse Isabella da hun blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke lørdag d. 30. april 2022.
Prinsesse Isabella da hun blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke lørdag d. 30. april 2022. Bax Lindhardt

I første omgang ville Aarhus kommune via lodtrækning invitere 50 personer, der måtte tage en jævnaldrende med til fødselsdagsarrangementet.

Nu har de grundet den store interesse opjusteret det antal, så man i stedet for 50 vil invitere 70 personer plus ledsager.

Der er stadig størst interesse fra de unge aarhusianske kvinder.

Ud af de 3.737 tilmeldte er 1.985 kvinder og 1.752 mænd.

Til fødselsdagsarrangementet på Aarhus Rådhus, vil prinsesse Isabella og hendes gæster blive præsenteret for flere lokale unge kunstnere.

Der vil blandt andet blive opført et modeshow og en danseopvisning – ligesom flere lokale musiknavne vil optræde ved fejringen.