Med den ene hånd pegede han pistolen på hende. Med den anden forsøgte han at trække hende ud af bilen. ‘Du kan ligeså godt gå med’, truede han. Og så sagde hun de ord, der er gået over i historien.
'Not bloody likely'. Eller på dansk: 'fandeme ikke sandsynligt'.
For nylig var det 50 år siden, at scenen udspillede sig. At engelske prinsesse Anne blev forsøgt kidnappet.
Utallige skud blev der løsnet. Syv mænd blev alvorligt såret.
Men prinsessen selv? Hun var iskold.
Den i dag 73-årige lillesøster til kong Charles har altid været noget helt særligt. Nok den, der mest har slægtet sin mor, dronning Elizabeth på.
Og det var da heller ikke uden grund, at hun som ung i pressen blev kaldt 'prinsesse suresen'. For da først barndommens kådhed var rystet af hende, var hun ikke nem at vriste et smil af.
Prinsesse Anne var ifølge royale biografister tydeligvis ligeglad med, hvad andre tænkte om hende, og gik ikke op i at være populær.
Et storslået bryllup med den vældig pæne løjtnant Mark Phillips i efteråret 1973 blødte dog befolkningens og pressens afmålte forhold til deres prinsesse op. Og omvendt.
Smilene var store.
Men der skulle ikke gå mange måneder, før forholdet forvandlede sig til næsegrus beundring.
Sammen med sin mand havde den 23-årige prinsesse Anne dén aften for 50 år siden været til en velgørenhedsforestilling i London.
Parret kom kørende i deres Austin Vanden Plas Limousine ad den statelige allé The Mall på vej tilbage til Buckingham Palace.
På forsædet sad chaufføren sammen med den ene politibetjent, der var prinsessens personlige sikkerhedsvagt. James Beaton hed han. Og bagi – sammen med det royale par – prinsessens hofdame.
I mørket blev de overhalet af en hvid Ford Escort, som brat standsede foran dem og dermed tvang dem til at gøre det samme. Hvorefter en scene – der ville være en Hollywood blockbuster værdig – udspillede sig.
Hvad ingen af dem vidste var, at føreren af den hvide Ford i to år møjsommeligt havde planlagt et angreb på netop prinsesse Anne. Med henblik på at kidnappe hende.
»Jeg havde tænkt på det årevis. Hun ville være den nemmeste,« som han efterfølgende forklarede til politiet.
Ian Ball hed og hedder han. En dengang psykisk syg 26-årig arbejdsløs arbejder.
Bevæbnet steg han ud af den hvide Ford og med skæftet af sin pistol, knuste han ruden til passagersædet.
'Duk jer' råbte Beaton fra forsædet til prinsesse Anne og hendes mand.
Så begyndte de første skud at flyve om ørerne på dem. Beaton tog tre af dem. Chaufføren blev også ramt i brystet.
Manisk fik Ian Ball åbnet døren til bagsædet, hvorpå han med pistolen rettet mod prinsesse Anne i den ene hånd, med den anden forsøgte at trække hende ud af bilen, mens han forklarede hende sit ærinde. At han ville kidnappe hende.
I lommen havde han den seddel, han havde skrevet hjemmefra. Stilet til dronning Elizabeth.
'Deres datter er blevet kidnappet. Følgende er betingelserne for, at hun bliver frigivet', startede den og angav, hvordan han forlangte tre millioner pund i løsesum. Et beløb, der skulle overdrages personligt af dronningen. I 5 pund sedler.
Nu stod han og truede prinsesse Anne, som med køligt overblik blot svarede, at det kunne han godt glemme.
Bagfra dukkede endnu en person op. En normalt lidt fordrukken journalist, som i en taxa havde fulgt efter det royale par, og nu følte sig foranlediget til at gribe ind.
Han forsøgte at overmande Ian Ball og blev ramt af et skud i brystet.
Næste mand på scenen, en ung politibetjent, blev skudt i maven.
Men den sande helt var den 28-årige tidligere sværvægtsbokser Ronald Russell, som tilfældigt kørte forbi på vej hjem fra job.
Med sin jernnæve hamrede han Ian Ball i hovedet to gange. Sendte ham – i det mindste kortvarigt – til tælling, og fik i hast bragt prinsesse Anne og hendes hofdame i sikkerhed.
»Jeg bryder mig ikke om bøller,« forklarede han ifølge metro.co.uk senere sin uselviske gerning med, og sagde heroisk til prinsesse Anne:
»Han skal forbi mig for at få fat i dig.«
Ikke desto mindre kom Ian Ball på benene igen og tog dem på nakken ind i den omkringliggende park. Stærkt efterfulgt af det politikorps, som endelig var dukket op på scenen, og fik overmandet og anholdt ham.
Og snart kunne en rystet prinsesse Anne og hendes følge trille op til Buckingham Palace i en politibil.
Ved den efterfølgende retssag sagde Ian Ball kun ét ord. Nemlig: ‘skyldig’.
Men ved afhøringerne som i den biografi han år senere udgav, kom det frem, at Ian Ball var inspireret af den engelske lejemorder Sjakalen, omend han ingen intentioner havde om at dræbe eller skade prinsessen.
Det var pengene, han var ude efter. Penge, han ville donere til sundhedsvæsenet, nærmere bestemt psykiatrien.
Hvor han selv kom til at tilbringe resten af sine dage.
»Jeg er ked af, at jeg skræmte prinsessen,« forklarede han under politiafhøringen og fortsatte:
»Men én god ting er der kommet ud af det: nu er I nødt til at forbedre sikkerheden omkring hende.«
Og det fik Ian Ball ret i.
På trods af, at konflikten med IRA i de år var på sit højeste, og bomberne sprang om ørerne på ikke mindst Londons indbyggere, var sikkerheden omkring de kongelige på laveste blus.
»Amatøragtig,« beskrev prinsesse Annes sikkerhedsvagt James Beaton den som.
Nu var deres sårbarhed udstillet på den værst tænkelige måde. Og reaktionen kom da også prompte. Sikkerheden blev forøget drastisk.
Alle procedurer blev gennemgået med en tættekam, inklusive kommunikationen udadtil.
Ved en simpel opringning til hoffet var det nemlig lykkedes kidnapperen Ian Ball at få alle detaljer om prinsessens planer og rute den pågældende dag.
Ironisk nok var kidnapningsforsøget også gavnligt for kongehuset på et helt andet plan. For pludselig var de ophøjede kongelige også sårbare og angste. Var mennesker af kød og blod. Nogen, deres undersåtter kunne relatere til.
Og frem for alt steg popularitetskurven eksplosivt for prinsesse Anne. Hende, der engang blev kaldt prinsesse surensen.
For – som en royal ekspert udtrykte det til metro.co.uk – »ansigt til ansigt med sin kidnapper, vidste prinsesse Anne instinktivt, at det sikreste var at blive i bilen og nægte at give efter for hans krav. Hun havde ben i næsen og udviste en handlekraft, der har tjent hende godt.«
Eller som hendes egen far, prins Philip, senere sagde:
»Hvis kidnapperen virkelig var lykkedes med sit forehavende? Stakkels ham. Hun ville have fået ham til at fortryde.«
I anledning af 50 året for kidnapningsforsøget har Channel 4 lavet dokumentaren ‘Den dag prinsessen skulle kidnappes’, som kan ses på TV 2 Play.
Hør det seneste afsnit af 'Kongehuset bag kulissen' her:
