Dybt private billeder af den bare 16-årige prins Christian florerer endnu en gang på de sociale medier.

Forleden delte en fan-profil adskillige billeder på Instagram, som er taget af prins Christian i privat sammenhæng. Et af billederne viser en glad prins, der har fået en slags midlertidig tatovering på halsen og får et kys.

Andre billeder viser Danmarks fremtidige konge i festligt lag med vennerne.

Spørgsmålet er, hvor billederne kommer fra. Men personen bag en af prinsens største fanprofiler ønsker ikke at udtale sig til B.T.

Her løber prins Christian til Royal Run 2022.
Her løber prins Christian til Royal Run 2022. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ifølge lektor ved Copenhagen Business Academy og ekspert i de sociale medier Hans-Christian Christiansen er de sociale medier et 'wild west' for de kongelige børn. Forholdet mellem en kontrolleret fremstilling og bevægelsen mod et blik bag kulissen, som er dét, folk ofte søger på sociale medier, er en utrolig svær balancegang for Kongehuset i forhold til deres image og troværdighed.

»Sletning og forbud mod aktiviteter og deling på sociale medier er sjældent populært hos brugere på sociale medier – og hvis der endda er tale om en fanside, hvor brugerne som udgangspunkt har et positivt forhold til kongefamilien, skal man nok være varsom med forbud. Det er jo her, den nye generation af royalister befinder sig,« siger han til B.T.

»Det må især være en svær balancegang for de unge medlemmer af Kongehuset: De er jo vokset op i en verden, hvor personlige SoMe-profiler og deling også af de mere private dele af ens liv er en vigtig del af ens identitet,« siger Hans-Christian Christiansen og uddyber:

Prinsesse Isabella, prins Christian, kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prinsesse Josephine og prins Vincent til TV 2s fødselsdagsshow: 'Mary 50 år – Vi fejrer Danmarks kronprinsesse'.
Prinsesse Isabella, prins Christian, kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prinsesse Josephine og prins Vincent til TV 2s fødselsdagsshow: 'Mary 50 år – Vi fejrer Danmarks kronprinsesse'. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Her ligger et strategisk dilemma mellem at kommunikere i øjenhøjde med nutidens SoMe-brugere og opretholde en vis distance og værdighed. Og f.eks. at være varsom med at være for privat – hvilket ellers er normen i den personlige kommunikation på sociale medier.«

Kongehuset har tidligere kunnet indgå aftaler med de danske medier, så billeder af kongelige børn ikke endte i spalterne uden samtykke fra forældrene. Men de sociale medier har ændret spillereglerne, og det rykker – også – ved vores opfattelse af de kongelige.

»Det, som er interessant, er, om den private og hverdagsagtige fremstilling af royale på sociale medier på sigt vil udfordre vores idé om, hvad et kongehus er, og hvorvidt det er nødvendigt at gentænke dets image. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er muligt at opretholde en ophøjet officiel position i en verden, hvor de sociale mediers hverdagslige og personlige fremstillinger er blevet så vigtig en del,« forklarer Hans Christian Christiansen.

Kongehuset er klar over problemstillingen med de sociale medier. I begyndelsen af marts skrev B.T., at en champagnevideo med prins Christian florerede på de sociale medier.

Kronprinsen og prins Christian på Wembley i juli 2021.
Kronprinsen og prins Christian på Wembley i juli 2021. Foto: CATHERINE IVILL
Vis mere

Dengang afviste Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at man ville forsøge at få den fjernet.

»Vi er meget opmærksomme på den særlige problemstilling, der er forbundet med at være ung og kongelig i en digital tidsalder. Det er selvfølgelig noget, vi taler om i huset. Også med de unge,« skrev hun til B.T.

Både Kronprinsparret og hoffet mener, at de unge kongelige skal have lov til at begå fejl for derefter at lære af dem.

»De ved godt, de er særlig eksponeret, og at eventuelle fejltrin derfor bliver mere tydelige end kammeraternes. Det er deres vilkår. Prins Christian og hans generation bruger sociale medier anderledes end voksne,« forklarede Balleby.

Kronprinsesse Mary udtalte også tidligere på året, at hun er opmærksom på problematikken.

»Når vi har to teenagebørn i huset, så tænker vi lidt over den tid, vi lever i, hvor alle mennesker alle steder og på alle mulige måder kan tage billeder eller lave film. Man er mere eksponeret, og det er vigtigt, at de er opmærksomme på det,« sagde hun til Billed-Bladet.

Hun opfordrer danskerne til at lade de kongelige børn fejle.

»Teenageårene er meget transformative, og de er også sårbare år. Det er de år, hvor vi lærer og laver fejl. Og det er i orden at lave fejl, så længe man lærer af dem. Jeg håber, at de fortsat får frihed og plads til at lære af de fejl, og at de kan komme godt igennem de søgende og undersøgende teenageår,« sagde Kronprinsessen.